Yahya Hassan talte berettiget og præcist om den sociale dimension, den alment-sociale kritik i hans bog. Især er jeg enig med ham i, at en social problematik ikke grundlæggende handler om etnicitet, men om, ja netop, den sociale problematik. Konsekvenserne er de samme og årsagen er ikke ens hudfarve som udgangspunkt, men der kan selvfølgelig være følgevirkninger af kulturel årsag.
Jeg tænker så, at den sociale diskussion, udkanterne og den mentale tilstand i samfundet, er emner, der vækker mange følelser, og generelt får mange til at føle sig utilpasse, hvis man arbejder kontant og ærligt med problematikkerne. Det er min erfaring, at der er en form for sårbarhed og manglende lyst til at se sig selv som en del af et problem i et samfund, hvor underklasse og overklasse glider fra hinanden i større omfang end hidtil. Det er tydeligt svært for mange at holde diskussionen ud, men på grund af Yahyas etnicitet, kan man måske tåle at tage diskussionen, fordi der ligger en flugtvej, der hedder flygtning, indvandrer, araber og lignende. Det er i hvert fald interessant, at den diskussion han er blevet ansigt på altid kommer til at handle om hans baggrund, og at den diskussion vi burde, og som jeg ser det, er bydende nødt til at tage kollektivt, i højere grad bliver reduceret - nemlig at vores samfund og vores liv er i voldsom forandring og at der er stigende fattigdom og angst og globaliseringsblindhed. Det er den diskussion, vi alle er en del af, og det forsøger han vel at sige - for min smag alt for skråsikkert og uden at lytte (for ikke at nævne problemet ved at kalde de andre ekstreme og opfordre til censur), men kernen i hans kritik handler om os alle og ikke om dem. Alt andet lige er dem jo også os selv.
Og det dem, eller det store vi, er fandme på røven! For nylig var jeg ude at følge en sosu-assistent til en antologi om oversete fag (Danmark Læser, Kbh http://stemmertiletstumtfag.dk/?page_id=472). Alle de gamle sagde, at de ville have lov at dø, giv mig en pille, jeg kan ikke kende mit samfund, jeg er ensom. Det var benhårdt. Det er virkeligheden, det er der DF fisker i en følelse af ensomhed, af angst over det, der er, og som man ikke kan genkende. Det er en kafkask situation. Intet mindre. Men vi, der definerer og skriver og interviewer er i høj grad blinde for den eller begrænset i forståelsen af alvoren, indtil etnicitet bliver en del af diskussionen, så kan vi holde det væk fra os selv og sige dem.
Hvad så med min egen erfaring fra min novellesamling Banedanmark, hvor jeg skriver om disse problematikker, som jo er hård, kontant og ikke har happy end eller nemme udgange. Den handler om det gennemsnitlige liv, der så er gået galt, om det, der er i opløsning lige ved siden af alt det, der fungerer. Jeg kan mærke, at mange ikke kan holde det ud, at det rammer, og at folk måske ser sig som skyldige, og derfor forsvarer sig. Bogen bliver læst, men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at de diskussioner som Yahya jo også tager, netop handler om os alle sammen. Fattigdom er hårdt, den mentale nedtur er konkret. Den findes, og vi må angribe og diskutere den, også når den handler om middelhvide mennesker og ikke om dem i ghettoen.
For tiden skriver jeg speaks til en dokumentarrække om socialt udsatte på Lolland. Jeg kan love jer for, at den fattigdom de mennesker lever i og med er konkret og vanvittig. Det er utroligt på bagkanten af det socialdemokratiske århundrede. Shit, siger jeg bare.
Men hold nu op hvor er det nødvendigt at turde tale om det, også uden for det etniskdanske/ikkeddanske rum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar