Tilbage til engang og talerstol

I aften har jeg stået på talerstolen på Grundtvigs Højskole, hvor jeg er vokset op. Dengang sad jeg, letterere forstyrrende og måske forstyrret, på de bagerste rækker og lyttede. Jeg kan huske Vagn Lundbye står med sine rottehaler og hestehaler og indianere og næsehorn og jeg kan huske Bethel Haarder, at jeg, da han ankom, stod på en balkon over indgangen og kunne se ned på ham, og jeg vidste hvor udskældt han var, det var i firserne, og det var noget besynderligt at se et menneske ankomme og være virkelig, der samtidig var synonym med det onde selv. Og nu hvor vi er ved det onde, jeg kan huske min mor vende ryggen til Pia Kjærsgaard, da hun ankom til Højlunds Forsamlingshus, der blev sendt fra høsjkolens gymnastiksal, eller det var meningen, der kom strejke den aften og sort skærm på TV 2. Men min mor, der jo trods alt var gift med forstanderen, vendte hende ryggen, da hun hjerteligt og DANSK, strækte sin hånd ud. Der gik en grænse, og som vi talt eom tidligere i dag, kunne det være interessant at se og genhøre, hvilke udsagn, der dengang var så kontroversielle, at man ikke ville hilse på udsigeren. Men jeg stod på højskolens talerstol og læste og talte til og for eleverne, og det var en vild og samtidig god oplevelse. Senere talte vi over kaffen om en stribe afgørende ting, f.eks. hvad man skal bruge litteraturen til, hvis den ikke handler om virkeligheden. Jeg var spørgeren svar skyldig.

Da jeg kom ind i foredragssalen, havde jeg en klar erindring om, at der i tidernes morgen, eller i det mindste i min barndom, havde hængt et stort maleri. Det er dette maleri, jeg troede havde hængt der, men som aldrig har hængt der, men hænger et andet sted, og det er fra Askov og det jeg kunne huske var barnet, ikke mindst, men måske nok helheden, den fremadrettede mand i venstre side, ser jeg først nu, men barnet og taleren og de ældre, lærerne husker jeg. Men det var jo også min situation. Jeg var der, jeg sad med, og der blev talt - meget.... I aften var det min egen tur.