Til minde om min smukke mor

Fra min mors soveværelse faldt lyset ind på hendes seng hver morgen. Det faldt over mosen, hvor rådyrene kom ud fra underskoven og nippede roserne af buskene. I morges faldt lyset, gult og smukt for første gang efter flere ugers gråvejr. Jeg rullede persienerne op og lod det falde ind på sengen, hvor hun lå. Et par timer efter kom bedemændene og hentede hende. De trak lagnet fri af sengen, svøbte hende og skubbede båren ind under hendes alt for lille krop. Da de kom udenfor med båren, lagde vi hende i kisten. Lyset over mosen og dyrene fra underskoven fandtes virkelig, mens vi sang den her smukke salme http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192 , og de skruede til, og vi bar hende gennem havegangen ud til rustvognen, der kørte hende væk.

Fotografiet er fra 1998, hvor jeg var i Paris med hende. Vi tog nattog, hun havde fået sit hår ordnet, havde købt nyt og smukt tøj, hun havde gjort sig smuk. Den tur var for et øjeblik siden en flimrende, lille erindring, og nu er den afgørende på så mange måder, mens vinterkulden, den hårde vind hun hadede, har ramt landet, har ramt mig, min famile, og vores lillebitte eksistens, der naturligvis føles mærkelig og meningsløs, når det bare ender der. Med det. I et lagen med to bedemænd, deres lilla latexhandsker om fingrene og kroppen, der ryger på båren og ud. På båren og ud.

Jeg har siddet hos hende flere gange det seneste halvandet døgn. Det er fredfyldt men en krop bør have varme, ens mor er varme, ikke kulde men liv.