et lille stykke fiktion om vold

Jeg kan huske regnen og murværket, at hunden krøb sammen inderst i mørket, nederst var det, i trappeskakten. Den kiggede på mig, på min drengekrop som raseriet netop havde forladt, og den krøb stadig sammen, ventede på at jeg skulle holde op, og det gjorde jeg, holdt inde og åbnede kælderdøren til den lange gang under det store hus ved Højskolen, hvor vi boede, det alt for store hus med de lyse stuer og aulaen og trappens forløb, der beskrev en skøn bue, og jeg gik ind i kælderen og lod hunden værre, eller lod den luske efter mig ind i mørket.

   Hver aften i de år gik jeg fra min seng på første sal ned gennem det mørke hus, ned ad trappen, gennem hallen og ned ad den mørke kældertrappe til gangen hvor fryseren stod, gangen med dørene, der var holdt lukket. Jeg stod lidt tid for foden af trappen. Betonens kulde under fødderne. Hårene på armene. Det lige at vænne sig til mørket, og med et trådte den første dør frem. Døren ind til værkstedet, hvor der stod en rodet høvlebænk med ubrugeligt værktøj og en reol fuld af æsker med søm og skruer. På et bord lå et landskab af mos og papmache. En togbane, vi sjældent brugte. I et hjørne stod der malerbøtter, som jeg åbnede, bare for at se malingen, for at stikke en pind ned og løfte den flere centimeter tykke hinde af afhærdet oliefernis. Lugten af terpentin, noget med konsistensen. I hvert fald et ritual. Men det hørte til dagen, om natten gik jeg kun efter kælderdørens lås og måtte forbi fyrrummet, hvor temperaturen var høj, hvor varmen var så tiltrækkende, at jeg kunne finde på at sidde på gulvet under tørresnorene, mellem et par lagner, der hang i al deres hvidhed og tørrede, eller jeg åbnede lugen ind til brandkammeret for at høre den hvæsende lyd og se på ilden, mærke strålevarmen, der stod ud mod mig, mens jeg ventede på gnisten der slog til, når fyret gik i gang.

   I fyrrummets ene væg var der et hul i muren. Det sad højt oppe. Der var adgang til krybekælderen ind under stuen. Der var en halv meter mellem jorden og gulvet. Jeg kunne finde på at smyge mig derind, ind til den klassiske musik, min mor lå og lyttede til lige ovenover. Hun lå i sin sofa med fødderne trukket op og med pladespillerens evige roteren rundt, nålen i rillen og senere cd´erne med Back eller Bethooven eller Mozart, der strålede ud i huset, mens jeg lå på ryggen, og fugten trængte ind gennem tøjet, ind i huden og jeg krøb fri af det lave og ud i varmen og gik en sidste gang hen til fyret, åbnede til brandkammeret og afventede, til det slog til med sin svingende, brummende lyd, og jeg kunne se min mor for mig, hendes fods små bevægelser i sofaen, det ubevidste, hendes ansigt, der kunne se gammelt ud, når hun lå der, slap i skindet. Det hændte, jeg sneg mig ind på hende og bare sad på gulvet og studerede hende. Efter lidt tid åbnede hun øjnene og sagde: sidder du der? Andre gange listede jeg af igen, men nu vidste jeg, at man kan iagttage mennesker, at man kan bevæge sig ind under dem, som i krybekælderen eller under gulvet i højskolens gymnastiksal, hvor alle varmerørene og ledningerne er trukket fra den ene af højskolens bygninger til den næste, hvor man kan kravle ind, hvis man går ned under scenen i den ene ende af gymnastiksalen og der finder frem til en lem bag stængerne med kostumer, og man åbner lemmen og løfter sin drengekrop og smyger sig ind. Man skal vænne sig til mørket. Eleverne, der spiller volley, deres hæles lyd mod gulvet, deres hoppen. Jeg kryber ind til varmerørene og ledningerne og begynder at bevæge mig ind under gulvet mod udgangen, hvor en anden lem kan åbnes til elevernes vaskerum i kælderen under den gamle bygning lige overfor pedellens værksted. På gangen står en oldgammel automat med Jollycola til tre kroner. Jeg kan godt lide gangen, den passage mellem bygningens to trappeløb. Alting fungerer, alt er konkret. Det runger en smule, når man løber igennem. Ikke som i kælderen under huset, under Æbelholt, hvor der er dødt, koldt, tilkalket som i vaskerummet hvor det store badekar står, hvor jeg skyller græs og blod af knæene, smider underbukserne og glider ned i skummet. I rummene ved siden af gemmer vi gamle møbler. Pulterkammeret er uigennemtrængeligt, men jeg har det med at sno mig ind. Jeg passerer under sarven på en stol, halvvejs ned i en glemt flyttekasse, og ind bagerst i rummet, hvor maskerne fra Indien er endt, maskerne, min far har bragt med hjem i tresserne, suppleret af bronsjeskulpturer og en stor træmand med snabel, der hedder Garnesh. Et sidste rum bør nævnes. Det er fyldt med reoler af træ. Lameller af fyr, der med tiden er blevet brune, hvor min far lagde æbler, der tørrede ind i løbet af vinteren.

   Når jeg er nået frem til enden af gangen tjekker jeg kælderdøren – om den er låst. Det vil sige: vrider palen mod højre og tjekker at den har indgreb i dørkarmen, at den ikke kan komme videre. Det gør jeg hver aften gennem flere år. Det er de år, hvor pyromanen spøger. Jeg sikrer mig, at ilden ikke kan nå os. Tjekker låsen og hiver i døren, inden jeg frysende løber tilbage gennem den mørke gang, springer op af trappen, gennem hallen, opad den smukt buede hovedtrappe med det fint snittede gelænder og ind på mit værelse, og så sover jeg uden at vide, at jeg en dag vil stå i en brandert på Østerbrogade og slå på en mand, der har slået ud efter en af mine veninder, der har fået en hel bar på benene, og som jeg har pandet en og kastet mig over, til en dørmand pludselig ud af intet har fat i mig, og jeg ender med armene på ryggen, mens politiet ankommer, og en uniformeret kvinde kommer hen til mig, og jeg er rolig, jeg siger det til muren af et menneske bag mig, jeg er helt afslappet siger jeg, og dørmanden slipper mig, politikvinden spørger, jeg forklarer, og vi hører aldrig noget. Det kommer aldrig et brev. Men jeg kan mærke det i kroppen. Slagene, der sad rigtigt og slagene, der sad forkert. På vej hjem på cyklen, kommer jeg op at skændes med min kæreste, der bliver ved med at retfærdiggøre det, der er sket, der ikke kan forstå, at jeg er ulykkelig, at lortet ikke fungerer, at jeg ikke fungerer, at jeg må væk, men hun er afvisende, hun siger, hold nu op og vi kører hver sin vej, og jeg ender på et værtshus, og fatter pludselig, at noget er helt galt, og jeg tager over til min bror, og jeg græder i hans stue og forsøger at forklare ham det, men det er patetisk. Gå nu hjem, men jeg går ikke hjem. Jeg tuder. Det gør jeg i den periode. Ude i byen, på værtshuse, på Amigobar i krogen ved siden af døren, på Skt. Thomas plads om natten, alene eller med Jesper eller som nu hos min bror. Jeg tør ikke foran hende. Tør ikke være det menneske, tør ikke være andet end den konstruktion vi har skabt sammen. Være den indelukkethed. Det menneske med den historie. Det menneske, der engang i en park til et autonomt fællesmøde, lod mig provokere til at slå på en mand. En mand, der lå ned, der var alkoholiker og holdt til på et herberg ikke så langt væk, en halvdød brandert, der provokerende heilede af vores fællesmøde, af gruppen af unge sortklædte aktivister, der gik hen mod flokken og begyndte at råbe Heil Hitler, der strakte sin arm igen og igen, mens han var ved at falde, og hans ansigt var så rødmosset og betændt, hans øjne sammenfaldne og triste, hans arm så patetisk, og alligevel røg jeg i vejret med første bølge af unge aggressive, der fældede ham og slog. Jeg var med. Jeg har et helt tydeligt billede af mig selv, en fornemmelse helt ind i bunden af min krop, hvordan jeg førte armen tilbage og lod den fare fremad og ned i kødet, der lå på plænen, ned i bugen på alkoholikeren, der lidt efter krøb væk med tårer i øjnene, der råbte, da han var kommet hen til herberget, mens pulsen lagde sig over mødet, og vi fortsatte med at tale om en eller anden illusion, et eller andet jeg har glemt, fordi det er underordnet. Underordnet alt det, der foregik i de år. Stenene, flaskerne, overfaldene jeg var vidne til, og overfaldene jeg deltog i. Det moralske problem, at man kan vide mere, end man egentlig har lyst til, at man kan kende til mordforsøg, påsatte brande, planlagt terror uden at gøre noget ved det, fordi man er blind, umoden, tåbelig, fordi volden sidder som en skygge, en måde, fordi grænserne for det accepterede for længst er rykket, og man er vant til for meget, er vant til knive i familien, knive man bliver truet med af de nærmeste, der bliver rettet rundt mod familiens medlemmer, er vant til sammenbrud og sygdom og alt for høj tolerance, er vant til at blive slået og se andre slå.