Pludselig taler alle om håndværk

Fundamentet fungerede fint som byggeplatform. Vi stod og studerede tømmeret, lagde tegningerne ud på et bord og snakkede det hele igennem. Placeringen af vinduer og døre. Polakken var ved at pakke sine ting. Han skulle videre. Han samlede sammen i den lille rygsæk. Så stod han og røg. Kiggede på os. Hans ansigt var svært at gennemskue. Slavisk. Lidt rødmosset og slidt, med skægstubbe, der dannede en tæt mørk skygge ned over kæben og videre ned på halsen. Vi havde drukket en kop kaffe inde i skuret. Mens han hældte frysetørret kaffe i en kop, fortalte han om Polen, om den by han stammede fra. Han boede i en landsby, hvor han havde efterladt sin kone og sine to børn for snart mange år siden. Hver vinter tog han hjem et par måneder og byggede på sit eget projekt. Han var ved at være færdig, og pengene han tjente ude i verden, blev brugt til huset og en opsparing, så hans børn kunne komme højere op. I samfundet, sagde han. Han drømte om, at hans datter blev jurist. Sønnen skulle vel være murer som ham selv, og forhåbentlig, med tiden entreprenør, sagde han på sit grove, lidt kantede engelsk. Han ville gerne starte op sammen med sønnen. Lære ham op og være selvstændig. Han hældte sukker i sin kaffe og stødte endnu en cigaret frem fra pakken. Hans hænder var spættet af eksem. Lidt efter rejste Niller sig, og sagde, det laver jo ikke sig selv.

   Arkitektens tegninger var meget præcise. Da Niller var kørt tilbage til værkstedet, gik jeg i gang med at måle op. At danne mig et overblik. Jeg lavede noter på en seddel. Riggede afkorteren til og besluttede mig for at starte med nordgavlen, der var den laveste og mindst komplicerede. Jeg fandt tømmer til bundremmen og skar af på længde. Jeg lagde halvtømmer op til siderne og til topremmen. Det lå foran mig som et puslespil, der skulle samles, der skulle skæres til. Det lå på fundamentet, og jeg stregede op og skar.

   Jeg lagde fladerne an i samlingerne og skruede sammen med tre styks100X6 klimaXskruer pr. samling. Jeg fandt anslagsvinklen og satte streger, der hvor de lodrette stivere skulle gå. Jeg forholdt mig til et bat Rockwool. Målte efter og skar. På et tidspunkt standsede jeg, og lod saven klinge af. I det samme kunne jeg høre en græsslåmaskine langt væk, et par fugle tæt på. En solsort stod op fra hækken og forsvandt. Jeg rejste mig. Knæerne var ømme af at ligge på betonen. Jeg kender ikke en eneste håndværker, der ikke døjer med leddene. Dårlig ryg, slidte knæ, ømme fingre. Jeg har haft kollegaer, der måtte spise stærke Iprenner for at stå op om morgenen. For at kunne bøje i knæerne når de skal skide og have arbejdstøjet på. Jeg har kollegaer, der har brugt deres kroppe, fra de var seksten. Der ganske simpelt er slidt ned, når de bliver halvtreds. Eller begynder at være det. De fleste jeg kender, begynder at have skavanker når de runder tredve. I det små. Det er samme alder, som en akademiker har, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, når de skriver fine artikler om forringelser af velfærden. Jeg satte mig på fundamentkanten og rullede en smøg. Nede i jorden piblede det med orme, med bakterier. Min hjerne zoomede ind på et græsstrå. Men der kræver jo heller ikke det store, at sidde i en kontorstol og fumle med papirclips, tænkte jeg og begyndte at grine.