Note om censur og bibliotekaren Behrang Miri

Jeg læste det her: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1763645/svensk-bibliotek-ville-tage-afrofobisk-tintin-af-hylderne/

Jeg tænkte, at det er besynderligt, hvad der sker, når mennesker reagerer ureflekteret. Eller man kunne sige, hvad foregår der i vores kultur når man censurerer litteraturhistorien, eller historien i det hele taget, og definerer mennesket ud fra en ensidig logik, der har sit afsæt i en moderne semihysterisk renhedstanke, hvor kun det glatte menneske med de rette holdninger, det rette udsagn om tilværelsen, og den absolut korrekte indstilling, kan ophøjes i sekten.

Tænker en person, som nu denne svensker, ikke på at de komplekse forhold i tilværelsen, f.eks. had og vrede, racisme, smålighed, dumhed, ikke blot er noget man kan bestemme sig for bør forsvinde?

Tænker han ikke over at netop i litteraturen og kunsten, kan man tage afsæt i det urene, det fordrejede, det skæve og ubehagelige, for netop at have med det at gøre på en måde hvor det ikke æder en op? Jeg mener, naturligvis er udsagnet hos Hergé i den grad defineret af en anden tid, men netop af den grund vidner det om noget. Noget man har mulighed for at lære sine børn, eller børnene selv har mulighed for at reflektere over. At fjerne det uønskede er det ikke at gøre folk dumme? Er at definere tilværelsen ud fra sin egen logik, hvilket jeg mener er med til at skabe et falsk billede, der danner grundlag for demagoger. Hvilken fløj de end kommer fra, fjerner det ikke det brutale i at insistere på at definere tilværelsen ud fra en kulturopfattelse, der er hjemmehørende i et begrænset ideologisk rum.

Jeg bliver så forstemt og ubehagelig til mode, når man i den gode sags tjeneste begår overgreb. Censur er et dybt angreb på det frie ord. Censur er i mine øjne udtryk for manglende vilje til at reflektere og åbne sig overfor det fremmede. Det vil sige, det modsatte af hvad den svenske bibliotekar påstår han gør. Jeg kan henvise til Frits Andersens afhandling Det mørke kontinent?, der på saglig, dybsindig og lærd vis, blandt andet tager fat i de problemstillinger, der danner grundlag for racisme i litteraturen. Der er blandt andet et langt afsnit om Tintin. Bogen var udgangspunkt for et temanummer om Afrika på morgenrøde.dk – man kan finde det under arkiv. Det er nummer 5

Jeg vil lige komme med nogle forslag til andre bøger man i Sverige og omegn kunne flytte fra hylderne: Strindberg (kvindesyn), Hamsun (nazisympatier), Flannery O´connor (racisme), Karen Blixen (antidemokrat, aristokrat), Ernst Jünger (krigsgal og højreorienteret), Nabokov (uønskede begær) Houllebecq (kvindesyn, syn på islam, syn på homoseksualitet, syn på prostitution), og man kunne blive ved. Man kunne også slette oplysningstiden fra hylderne, da frihedsbegreberne kun gælder hvide mænd fra borgerskabet, eller man kunne vælge at tro på, at mennesket faktisk er i stand til at forholde sig til historien og til at se igennem de begrænsninger, der til hver en tid vil være i en hvilken som helst kultur – også den nuværende svenske.

Hvorfor skal litteraturen være så ”rigtig”? Hvorfor skal den være så forudsigelig i sit udsagn?

Og hvorfor kan den her fyr gemme sig bag sleske holdninger om det frie ord, øjeblikket efter han har handlet fuldkommen modsat? Det kan gøre mig vred, at man på den måde kan skævvride demokratiet, ved at gøre det til floskler. Altså demokratiet er jo ikke perfekt, men den type handlinger denne bibliotekar gør, er netop med til at understrege det problematiske ved styreformen. Der er fare for at det bliver til tomme ord, der kan udnyttes og skamrides af fundamentalister.   

Jeg spørger mig selv, hvorfor han ikke toner rent flag og står ved sin holdning? Hvorfor skal han efterfølgende opføre sig så forblommet, at han begynder at tale om, hvor vigtigt det er at diskutere disse ting? Det virker manipulerende. Det virker som om, han vil diskutere, hvis han kan få ret uden først at tænke over, om han egentlig har gjort sit hjemmearbejde. Ved han overhovedet hvad han snakker om? kunne man spørge sig selv. Eller er det vore dages svar på den legendarisk ubehagelige tv-udsendelse på norsk fjernsyn, hvor Thorkild Hansen blev verbalt overfaldet på grund af sin flotte og indsigtsfulde biografi om Hamsun, hvor han tillader sig at forholde sig til kunstneren Hamsun ud fra et kulturhistorisk og ambitiøst perspektiv, og ikke blot rider med på den i tiden værende floskel, der klart var defineret af et politisk projekt, der så viste sig at være mindst lige så brutalt, som det Hamsun, det fjols, havde støttet. På den måde er det med ensidighed. Det kan ingenting. Det rummer ingenting. Det er kedeligt og i sidste ende et overgreb mod menneskets mangfoldighed.

http://pure.au.dk/portal/da/litfa@hum.au.dk

www.morgenrøde.dk