tirsdag den 12. maj 2015

Mit oprindelige essay, Trappe Tusind


Da der har hersket en del undren over, hvad jeg ville med mit essay om romanens muligheder i Information fra april, lægger jeg hermed det oprindelige op i erkendelse af, at jeg ikke har fået gjort det klart, hvorfor jeg har sagt og skrevet de ting jeg har. Jeg beklager uklarhederne. Måske gør det årsagerne, dilemmaerne og de konkrete mål mere klar for læseren. Måske ikke. Måske er det ikke noget man kan tale om. For mig er det en personlig overvejelse om en bevægelse ind i en anden og mere ukendt romanform, et forsøg og en fascination, der ligger til grund for de tanker, jeg gør mig i teksten. 
   Jeg henviser i øvrigt til, at der i temanummeret om Bolaño er andre overvejelser om forfatterskabet og om romanprosa, der sætter andre og ret store overvejelser i gang. Det vil sige, at den her tekst står i en eller anden form for relation til de andre essays. Jeg kan kun opfordre til, at man anskaffer sig nummeret i sin helhed. 
   


Bolaño, et utilpasset formbrød
Peder Frederik Jensen

I alting kræver jeg liv, mulighed for væren, og det er alt nok; så skal vi ikke begynde at spørge, om det er smukt, om det er grimt, følelsen af, at det, der skabes, har liv, står over begge disse spørgsmål og bør være det eneste kriterium i kunstspørgsmål. I øvrigt møder vi det sjældent, hos Shakespeare finder vi det, og i folkeviserne toner det os fuldkomment i møde, hos Goethe af og til. Alt andet kan man kaste i ilden. Folk kan jo ikke engang tegne et hundehus. Og så vil man skabe idealistiske skikkelser, men alt hvad jeg har set af den slags, er trædukker. Büchner Lenz



For nogle år siden skrev Jeppe Brixvold en opfordring på sin hedengangne, virussaborterede blog, at han savnede en ny roman eller en anden roman. Så vidt jeg husker, handlede det for Brixvold om at flytte fokus geografisk, nærmest at ændre prosaen eller måske snarere romanens rum ved at lade blikket vende udad, ved at placere sig et sted hvor tanken og skriften ikke reducerede af de indre danske farvande, af små diskussioner i velstillede miljøer, af den evigt truende svenskekyst eller den tilbagelænede, forkælelse over et nordsjællandsk tennisparti.
   Inden jeg kommer for godt i gang med agurkesandwich, te og postulater, må jeg indrømme, at det er mig, der lægger Brixvold, eller hans blogindlæg, ord i munden. Som jeg husker det, var kernen, at noget måtte ske. Det centrale var vel, at dansk romanprosa ikke rigtig sparkede røv, ikke rigtig flyttede sig. Jeg kan kun være enig, selvom der selvfølgelig er undtagelser, der er eksempler på bøger, der vil noget mere. Et eksempel er Brixvolds egen bog Forbrydelse og Fremgang, men jeg kunne også nævne Nielsens Den Store Satans Fald eller Peter Højrups Island, som romaner, der tager genren ved vingebenet og ryster sig selv og skriften fri.
   Måske er mange danske romanforfattere i for høj grad underlagt nogle dogmer, der stammer fra en kultur, der definerer en ”rigtig” skrift og en ”rigtig” fortælling om litteraturen. Selv tænker jeg, at der mangler en ydre ambition, en verdensvendthed, at romankunsten i stedet vender sig indad, og på mange måder er præget af et dogme om ”sætningen”, og måske af en problematisk opdeling mellem de ”fine” og de knap så ”fine”. Måske er der endda tale om snobberi, et snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af den række credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen?
   Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed. Det vil sige en skrift, der ikke rigtig kan nedlade sig til at forholde sig til verden, kun når den, som i de senere år, postulerer at være etisk men måske bare er individualistisk og egentlig afslører sig selv som privilegeret, ikke interesseret i den verden, der ligger udenfor fokus, som i dette tilfælde kunne være et københavnsk litteraturrum, der opfatter sig selv som verdens centrum. Måske overser man den væsentlige detalje, at det er et meget lille rum, et meget velstillet rum, og et meget uindtageligt rum fuld af sociale koder, der virker udgranskende og ekskluderende. Det står i grel modsætning til Roberto Bolaño, til den vildskab jeg vil påstå, han repræsenterer.
   Det er centralt, at Bolaño ikke er entydig. Han er hverken salonæstet eller klumpedumperealist. På en måde transcenderer og beriger han begge rum. Er det hele på en gang. Han var selv bevidst om denne splittelse og om vigtigheden af både at være verdensvendt og lærd på en gang, når han f.eks. siger et sted, at man, for at blive en god forfatter, skal vælge verden frem for biblioteket, hvor man tids nok kan ende, og i et senere interview gør det klart, at skulle han vælge mellem en interrailbillet til Vladivostock og sit bibliotek, vælger han biblioteket. Det er et godt eksempel på det dialektiske forhold, der gør ham så spændende. Der er en konstant diskussion af det ydre og det æstetiske, af fortællingen og detaljen, af det biografiske og det mytologiske.
   I hans store efterladte mesterværk 2666 skriver han i den del, der hedder Amalfitanos del om en ung digter: Han var ikke dårlig, hans eneste problem var at han skrev ligesom Digteren. De ting kan du ikke have været ude for, sagde jeg, du er alt for ung til at have lidt så meget. Han gjorde en bevægelse som for at sige at han var ligeglad med om jeg troede på ham eller ej. Det der betyder noget, er at det er godt skrevet, sagde han. Nej, sagde jeg, du ved godt at det ikke er det der betyder noget. Nej, nej og nej, sagde jeg, og han endte med at give mig ret. Han hed Jordi, og det kan være at han i dag underviser på universitetet eller skriver anmeldelser i La Vanguardia eller El Periódico.
   Det er simpelthen en grundlæggende diskussion mellem en ung romantiker og en ældre praktiserende, på samme måde som Bolaño selv sprang ud med den her verdensvendte og ret indholdstunge prosa, men med en grundlæggende erfaring fra poesien og avantgardens verden, der gør den så afsindig mangefacetteret og spændende.
   Som jeg forstå det, handler det om nødvendigheden af et verdensvendt og måske endda solidarisk liv. Det handler om at undgå, at litteraturen ender oppe i røven på sig selv, som Vonnegut vidst har sagt. Det er et udsagn, der klart står i modsætning til en mere lyrisk, subjektivt orienteret prosa, som ofte fortæller en temmelig banal og ret genkendelig historie om mennesket, både eksistentielt og konkret. Den leg kan på mange måder være sjov, ja fantastisk. Jeg tror meget på den som en del af en praksis, min egen for eksempel, en del af en modning og en litterær tilgang til litteraturen i modsætning til f.eks. mange journalisters opfattelse og tilgang til romankunsten. Jeg mener klart, at det er vigtigt på nogle tidspunkter at pege på det sproget og æstetikken kan i sig selv, men måske kan man sige: ikke kun, og måske kan man endda påstå, at der i dansk litteratur har været for meget, der er gået i den retning, frem for den retning Bolaño repræsenterer. Formbevidsthed skal vel ikke blive en mærkværdig endestation for velfærdens kunst? Der tager jeg Bolaño til indtægt for, at han som evigt vandrende og altid eksileret, ville føle sig fanget, hvis han skulle opholde sig i det rene rum som et formbrød i sin form, ude af stand til at hæve i andre retninger end opad. Heldigvis for Bolaño, blev han født ind i en spansktalende verden, der var stor nok til at rumme ham i stedet for at slå ham ihjel eller gøre ham vanvittig – noget jeg tror, et menneske med hans temperament og fyldige udadvendthed ville have risikeret i Danmark.
  
Da jeg blev spurgt, om jeg ville tale om Bolaño, tænkte jeg, at det ville jeg gerne, fordi oplægget var defineret som en slags nysgerrighed over, hvad forfatterne får ud af at læse ham. Jeg har tit tænkt over, at det var interessant, hvem der blev optaget af ham, og da jeg i sin tid var med til at lave et lille introducerende nummer af Magasinet Morgenrøde om Bolaño, bemærkede jeg, at mange fik travlt med at reducere bøgerne i stedet for åbent at tage forfatterskabet ind. Det var som om hans popularitet, omfanget af hans bøger, og den æstetiske strategi han benyttede sig af var problematisk og måtte udgranskes – helst via det fortærskede og postulerende udsagn om, at han ikke skrev godt, eller at der var noget galt med hans sætninger, at hans form var altmodisch. Men jeg bliver nødt til at spørge, om vi ikke bare er blevet for vant til at sige den slags? Er det ikke for nemt? Altså, er der ikke tale om en standardreaktion i et miljø, der måske sidder lidt fast i forhold til romankunsten? Hvis vi gerne vil have store, udfordrende og prøvende romaner, er vi også nødt til at acceptere, at de er beskidte, at de har kant, at de på mange måder kan siges at mislykkes, for ellers gentager vi bare det sikre. Det lærte jeg af receptionen af Bolaño, at det på en måde er maner, der ligger til grund for alle de mange udsagn om dårlige sætninger og lignende. Det er en tradition, der stammer fra en god blanding af alt for skolet universitetsattitude og lyrisk dogmatisme. Den store taber i det her land, er den seriøst udfordrende roman, ikke prosa i almindelighed, men romanen. Den nye, moderne, eksplosive og globaliserede roman, der er skrevet med bevidsthed og styrke fra det tyvende århundrede men som selvfølgelig ser anderledes ud. Den vej vil jeg påstå, Bolaño anlagde for os, sammen med David Forster Wallace måske, i slutningen af det forrige årtusinde.
   At vi først diskuterer det nu i Danmark, kan man kun undre sig over, men det er på sin plads at spørge: Hvad er det for et diktat, der udgransker de mere anarkistisk indstillede prosaforfattere og læsere? Jeg tror, vi er mange, der undrer os over, at receptionen og fortællingen om romaner i det her land nærmest aldrig ser ud over landets grænser. Det er især besynderligt, når man tænker på, hvor lille et sprogområde det danske er, og det var måske det Jeppe Brixvold hentydede til, da han i sin tid opfordrede til en ny retning, et nyt mod. Jeg kan så tilføje, at jeg med Bolaño som mentor, ønsker mig en mindre snobbet romankunst, ikke en dårlige, ikke en, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og mere end at være bevidst om sig selv.
   Bolaño har lært mig at tilføje i stedet for at fjerne. Det er i den grad et dansk prosadogme at reducere og spørge ind til sætningen.
    Jeg ønsker i stigende grad at åbne mine øjne, når jeg skriver, at se op og ud. Væk fra den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede subjekter, der strejfer hinanden i en uendelighed. Jeg læser Bolaño, fordi hans bøger handler om hvordan verdner, mennesker, fænomener, sprog og situationer konstant støder sammen og trænger ind i hinanden, men også fordi han skriver bedre end de fleste. Hans skrift er ikke gammeldags, ikke klodset, ikke ubevidst om sig selv. Den er det modsatte. Den er fængende og præcis, og der  er så mange niveauer at man igen og igen kan læse sine yndlingspassager, der vil blive ved med at åbne sig. Der er en del leg og masser af formeksperiment, men det er netop eksperiment, det er ikke defineret på forhånd, det skrives frem, og det er knyttet til en ydre verden, større end forfatteren, større end bogen.
   Vi lever (som alle til hver en tid) i en ny tid med nye dilemmaer, med en meget større viden om det vi holder udenfor overfor et historisk frisættelsesprojekt. Det skaber en ny etisk problemstilling, som litteraturen og kunsten vel må tage stilling til og ikke bare efterlade til journalisterne, dokumentaristerne og filmfolket?
  
Et tema hos Bolano, jeg mener er uomgængeligt, er vold. Hvorfor så optaget af volden?
    Han fortæller om de kvinder, der bliver myrdet i det nordlige Mexico, ikke for sin egen skyld, men for deres og i øvrigt på vegne af det evige offer, den undertrykte, den udsatte, den myrdede og den voldtagne, derfor flytter hans fokus rundt i 2666 til den vestlige verdens største skuepladser i moderne tid, skuepladser for det brutale i mennesket. Hans solidaritet er af en anden kaliber end den lidt salonfrelste og idealistiske udgave, der præger skandinavisk litteratur i disse år, hvor det synes at være sådan, at man lige skal sætte tjeckmarks ved nogle teoretiske, humanistiske problemstillinger, inden man forsætter sit succesfulde liv på toppen af verden, men det har ingen ydre konsekvens, det bliver fastfrosset på sin vis som attitude, som en solidaritet, der hele tiden vender indad mod ens køn, ens seksualitet, ens position, ikke udad mod de reelle ofre i denne verden, mod det menneske, der bor på lodsepladser, der æder skrald, mod det menneske, der drukner i Middelhavet, mod det menneske, her i Danmark, der falder ned gennem velfærden og forsvinder i ny tids fattigdom. Den velfærdssponsorerede litteratur har ikke rigtig plads til den form for bevidsthed.

Bolaño er en frisætter, en pirat i litteraturens velfriserede verden, noget totalt andet simpelthen, og det har derfor været nervepirrende og svært at finde frem til den her fortælling om mit forhold til forfatteren. Hvorfor er der så mange forfattere, der læser og inspireres af Bolaño? Fordi han er uomgængelig og god? Ja, men mere end det. Fordi han skriver med stor litterær bevidsthed, fordi han skriver sjovt og mytologisk om digterens særlige status i samfundet? Ja, men også fordi han skriver om digteren, og måske derfor om  mennesket, som udgransket. Han skriver om det udsatte og om at være offer. Han skriver om sig selv, fordi han helt grundlæggende var eksilereret og ikke hørte til i andet end litteraturen og sin anarkistiske modvilje mod det pæne, det rigtige og korrekte. Et sted siger han symptomatisk, at nu ældre han bliver, og nu mere han læser Philip K. Dick, nu mere ser han science-fictionforfatterens bøger, som de mest realistiske, han har læst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar