På røven i Nakskov. Et svar på kritiken

Vestlolland er et dejligt sted. Jeg ved det. Jeg er kommet der hele mit liv. Sidst jeg tog turen, kørte jeg i en lejet firehjulstrækker, der føltes forkert at lade sig tranportere i, forbi jeg var taget dertil for at lære de medvirkende i dokumentarudsendelse På røven i Nakskov at kende. Jeg har været med til at skrive speaks og intro til den stærkt vellykkede serie, der sagligt følger en række familier fra den hårde ende af samfundet. De mennesker, jeg lærte at kende, holdt hovedet oppe gennem svære tider. De var faldet igennem systemet af forskellige grunde og befinder sig i den nye underklasse, der faktuelt vokser, mens overklassen gør det samme. Nogen vil mene, det er folks egen skyld, andre at man ender på bunden af ydre og strukturelle årsager. Måden man rejser sig, hvis man kan, defineres også forskelligt. Tilbage står, om man skal beskæftige sig med dem eller ej? Skal vi ignorere fattigdommen? Undlade at beskrive den egn i Danmark, der er hårdest ramt? Det mener jeg ikke. Jeg mener, ærlighed er afgørende for, at mennesker kan rykke sig. For nogen er det vigtigere at fortrænge og erstatte den sociale fortælling med en om is-huset. En gruppe mennesker reagerede, altså uden at have set det første afsnit, på programmets titel: På røven i Nakskov. Dette, mener man, er stigmatiserende og med til at fastholde en negativ fortælling om Vestlolland. Som udgangspunkt synes jeg argumentet, og de følelser det vækker, er forståelige. Jeg kunne være på linje med #lollandfalsterlovestorms grundudsagn. Jeg er enig i at konstant negativ omtale af  landsdele, byer eller grupper i samfundet kan blive selvopfyldende profetier. Jeg vil have positiv lokaludvikling på Sydhavsøerne, og i resten af det Danmark man på afstand kalder udkant. Jeg anerkender behovet for at sige fra og for at påpege, at der er vigtigere ting på en egn end den sociale armod. Men så kommer dilemmaet. I dette tilfælde kan man ikke løbe fra, at et uhyggeligt højt antal borgere, i Nakskov og omegn, står uden for arbejdsmarkedet. Det er det hårdest ramte sted i Danmark. Det hjælper ikke at påpege, at der bliver produceret kirsebærvin og økologiske fødevarer i nærområdet, den lokale fortælling må vige for den større, nemlig at samfundet er ved at gå over i to. Det ser, og oplever, man, når man bor eller jævnligt kommer på Lolland. Vi kender historien, men jeg synes På røven i Nakskov er en reel mulighed for at adressere problemstillingerne, frem for, som gruppen, at bruge skytset på at kritisere TV2 ud fra en forudindtaget ide om kanalens intention.

   Tv-stationen bliver tillagt en overdreven, negativ ambition. Man taler om, at medierne vil underbygge en udkantsmyte og reproducere en forestilling om Udkantsdanmark for egen vindings skyld. Det kan jeg afkræfte. Jeg ved, at kanalen og produktionsselskabet Koncern, der står bag udsendelsen, reelt ønsker at sætte disse problemstillinger på landkortet. Nu spilder vi tiden på diskussioner, der reelt burde tages med et andet udgangspunkt end dette, hvor man, usagligt, træder på en række modige menneskers fortælling om deres situation. Det gør man for, virkningsfuldt, at fremme sin egen dagsorden.

   Når man har været med til at lave programmerne, virker det bare kynisk. Især hvis man, som debattøren Kaare Dybvad, stiller op til folketinget og hov, i øvrigt har en bog på gaden. Han har kun hånlige ord til overs for På røven i Nakskov, men det lugter af stemmefiskeri og selvpromovering. Så kan man spørge sig selv, hvordan det at træde på de nederste hænger sammen med at være socialdemokrat?

   Det handler om at turde se problemerne i rette lys. Turde acceptere den underklasse. Om man så bruger termer som DR´s Blokken på bistand, eller TV2´s På røven i Nakskov, er et fedt. Om det er byen Nakskov, der nævnes eller boligblokken er det, i begge tilfælde, steder vi associerer med fattigdom. Billedet er ikke fyldestgørende, og igen kan jeg godt forstå vreden over gentagelsen af den historie, men blokken er ofte den type boligområde, hvor socialt udsatte bor, og i Nakskov er der mange, der er alvorligt på røven. Det er i øvrigt ingrediensen i fortælling, at man bruger virkemidler. Det burde man kunne gennemskue som moderne medieforbruger. Disse skal afstemmes med virkeligheden. Især når vi taler om dokumentar. I blokken på bistand undlader man at sætte en geografisk destination i programmets titel. I På røven i Nakskov placerer man fattigdommen, der hvor den er mest tydelig. Det er ikke stigmatiserende. Det er en realitet. I begge tilfælde vil der være mennesker, der kan føle sig støt på manchetterne fordi deres subjektive fortælling om verden føles vigtigere end den store, afgørende virkelighed. Jeg synes bare, at man bør løfte sit blik og se tingene i et større perspektiv end sit eget. Vi lever i en kompleks virkelighed, også når vi mindst ønsker det. Danmark slutter ikke ved grænsen, og det er umuligt at smile sig ud af kriserne. 

   Selvom jeg forstår modbevægelserne på Lolland, på Ærø og andre steder i landet, forstår jeg altså ikke ignorancen. Jeg nægter at ignorere de mennesker, der repræsenterer et Underdanmark i vækst. Ud over at jeg har mødt de medvirkende, har jeg fulgt deres liv gennem mange timer ved min computer, når jeg har arbejdet med den udfordrende opgave at repræsentere dem og give konflikterne stemme. Det har været svært fra begyndelsen, fordi man definerer, når man fortæller, man skaber en konstruktion. Det efterlader en med et stort ansvar. Det tager jeg på mig, ligesom jeg tager det på mig, at folk er sure over speaken, men at skamme mig, som en fyr på twetter bad mig om, gør jeg ikke. I min verden kommer hensynet til programmets medvirkende før de velstillede masser.

   Der er en tendens til, at mennesker ved det hele på den halve tid. Det kan stå i vejen for ens oplevelse, for de subtile og svære niveauer i disse dokumentarudsendelser. Jeg kunne godt ønske mig at det store flertal af seere, der finder på at se det næste program, vil åbne deres sind og sanser i retning af de medvirkende, der viser stort mod ved at deltage, der eksponerer deres liv og deres nedtur. Der er ærværdigt. Det er større end at gemme sig bag pseudoargumenter om, at den positive fortælling er vigtigere end den realistiske, den ærlige, den hvor tilværelsen desværre ikke er så simpel som Bjarne Corydon og resten af det blå Danmarks regneark. Det er den verden, hvor afrikanerne i Middelhavet og Nordafrika ikke forsvinder, fordi vi slukker for fjernsynet. Det er den verden, hvor narkomanerne nede i min gade, her på den centrale Vesterbro i København, ikke synker i jorden, fordi andelshaverne omkring mig godt gad det, godt gad at de prostituerede og resten af det sociale ros bare tog deres stjålne cykler og forsvandt ud til Sydhavnen eller endnu bedre, ned til Lolland hvor solen skinner så meget, at de fattige bliver lækkert solbrune, mens de lader sig tugte af middelklassens fortælling om indkøbsmuligheder og iværksætterinitiativ i en lækker alliance mellem misforstået mindfullness og Liberal Alliance.  

   Der er en rimelig chance for, at opmærksomhed nytter, når den tager en kvalificeret form, som denne dokumentar hvor et tv-hold har fulgt de her mennesker gennem et år, efterfulgt af lange diskussioner om repræsentation, klippestrategi, tone, vinkling, speak, der til sammen har affødt et værdigt portræt, af det Danmark vi alle sammen lever i. Det Danmark vi ser fra toget, når vi kører forbi, og på et sekund registrerer og glemmer de opklodsede biler og de smadrede ruder, for ikke at tale om de mennesker, der lever deres liv under radaren. 

   Rent sprogligt er der i øvrigt ikke noget at komme efter. Titlen på programmet siger ikke, at hele byen Nakskov er på røven. Intet i programmet påstår det. Tværtimod. Titlen peger på, at de mennesker, der medvirker, er på røven, og ja, de bor i Nakskov og omegn, fordi tallene taler deres tydelige sprog. Det er på Sydhavsøerne, at flest har det værst, når det gælder basseører og materiel overlevelse. Det er ærlig snak. Kort og godt.

   Uærligt er det derimod, at påstå at TV2 skulle have onde hensigter. De har satset på de her programmer for at være med til skabe et rum og en fortælling om den udvikling, der er i samfundet. Hatten af for det. Uærligt, eller måske snarere hyklerisk, er forudindtagetheden hos programmets modstandere. Ærgerligt med den mængde energi, der tabes på at kritisere en enkeltstående, mislæst sætning. Tænk sig om de 22.000+ følgere af #lollandfalsterlovestorm rent faktisk rejste sig og gjorde noget selv. Tænk hvis de rent faktisk havde gjort det i alle de år, vi har talt om dette. Jeg kender godt de positive tiltag som Lollands ambassade, men det er enkelte ildsjæles arbejde, så nu hvor masserne har rejst sig, og det åbenbart er odiøst i sig selv, må vi se, hvad resultatet bliver. Tænk hvis den almindelige borger på Lolland siger: nu er det nok og gør noget aktivt ved den sociale situation deres egn er udfordret af. Det er jo ikke nyt. Jeg kan huske det helt tilbage fra min barndom i Maribo, hvordan man snakkede om butiksdød og lukninger. Det kunne være så smukt, hvis disse mennesker havde sagt: vi anderkender de sociale problemstillinger. Vi mener, det er relevant at tale om faldet gennem samfundet, om de mennesker, der går fra et almindeligt liv i den lavere middelklasse til at være på forsørgelse, hvor de risikerer at strande i lige dele offerposition og stigmatisering. Vi ved, at mange af disse mennesker er vores naboer. Nu vil vi adressere en magtkritik i retning af dem, der politisk og kulturelt er medvirkende til disse forandringer. I stedet vælger man den lune udgave i sofaen, hvor et tryk på en knap, en uovervejet og følelsesstyret deltagelse i en gruppe på Facebook bliver substansen i ens politiske arbejde, og protesten retter man, useriøst, mod medierne, fordi det er så nemt. Man kan altid kritisere dem inde i fjernsynet og kyle en sko efter kukkassen henne fra hjørnesofaen, mens man lader andre gøre det hårde arbejde.

   Jeg håber, I ser programmerne i stedet og rejser jer!