Rejse i Mauretanien

Når jeg kigger på Google Maps satellitfoto af Chienguetti vækker det på den ene side genkendelse og på den anden side forundring eller tvivl eller overraskelse – ja, overraskelse, for jeg undrer mig f.eks. over muren, der på satellitfotoet omkranser de to bydele, wadien, auberget, området med kunstbutikker, moskeen og telefonshoppen. Muren er sat som en kantet forhindring rundt om de lerklinede huse, og nu da jeg ser den, kan jeg på ingen måde huske den. Jeg har slet ingen erindring om en mur, tværtimod har jeg en erindring om at kunne gå af sted væk fra det bebyggede område, at kunne gå over en sandet bakketop og ned i en dal, og over en bakketop mere, og så være afskåret fra den civilisation, der holder mig i live. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at stå der med udsigt til en række sandfarvede bølger, der fortsatte i en eller anden form for uendelighed, at stå og tænke over en situation, hvor man bare er nødt til at gå og jeg kan virkelig se det for mig, det filmiske, det øjeblik vi kender, hvor en helt eller heltinde er alene i ørkenen, i den totale ensomhed herude mellem klitterne, på samme måde som jeg husker at passere en bakketop i Texas og så se et langstrakt, uendeligt men genkendeligt landskab med de karakteristiske bjerge, der synes at være kuperet med en ostehøvl, hvor hatten lige er taget, som et blødkogt æg måske, men forskellen på film og virkelighed er, at i det øjeblik hvor man står der selv, midt i en eller anden urscene fra Hollywood, kan man se det menneskelige perspektiv, fordi man fandme føler sig lille der i ørkenen, eller der i Texas, og man forstår de mennesker, der er kommet kørende i deres prærievogn, forstår hvor vildt det har været, hvor grænseløst, afsindigt farligt det må have føltes bare at køre ud i intetheden uden nogen anelse om, hvad der mon dukker frem, om der er mad, drikke, hvile, fred på den anden side af stepperne, bjergene, ørkenen. Det husker jeg fra de toppede sandbanker ved Chienguetti, men jeg husker ingen mur, og nu hvor jeg zoomer ind, forsvinder den, og det går op for mig, at muren er Googles, at den forhindring, der synes at rejse sig ved min ørkenby, der får den til at ligne en fæstning, blot er en markør for søgemaskiner, for hverdagsspioner, der sidder ved internettet og søger efter steder i verden, vi har hørt om, steder så fjerne, at vi ikke kan forestille os det, ikke kan genkende det menneskelige perspektiv, med mindre vi selv af mærkværdige årsager og flugt, har været der, har stået midt i dynerne og gloet på maurerne, der glor igen uden at fortrække en mine. Det går op for mig, at min erindring var i orden, at min tvivl var reel, og i stedet ser jeg nu på det brune landskab, hvor en hvid bil befinder sig midt i det hele, og det minder mig om de her billeder man har set af biler oppefra, af områder i Pakistan eller Yemen, huse rundt omkring i verden, der pludselig forsvinder i en stor støvsky, i en eksplosion, der er helt uvirkelig fordi der ikke følger lyd, ikke følger en sprængning eller skrig eller sirener eller alarmer, men blot støv, der kastes op i luften, der dækker billedet, og da det lidt efter lægger sig, er bilen eller bygningen væk, og vi ved, at der har fulgt mennesker med, men vi mærker det ikke. Vi har ingen fornemmelse for det menneskelige perspektiv, når vi ikke har stået der, ikke har hørt eller på anden måde sanset, synet alene er ingenting, synet er i sig selv koldt og betragtende, registrerende, synet er i mindre grad humant end lugtesans og hørelse, der som sanser aktiverer vores empati og angst meget hurtigt og meget voldsomt. Og derfor sidder vi og ser krigsfilm, ser droneangreb, ser den hvide bil på sattelitfotoet, men føler ingenting, jeg føler ingenting – jeg erindrer og først var jeg forundret på en kølig, registrerende måde, fordi mit syn blev snydt af en fiktiv mur, hvor jeg nu mere frit kan betragte det auberge jeg boede på, og huske udsigten fra en overdækket terrasse, udsigten mod kirkegården, hvor gravene lå så tilfældigt, så anderledes end derhjemme, end Assistensen og Maribo Kirkegård med de høje træer, der skyder sig op i himlen, mere frit kan vandre fra auberget ud gennem porten, den store port på sine hængsler, der var malet grå, ud i de rødbrune gader, hvor jeg kunne se ind over muren til en rig familie, der havde en lavkastefamilie boende som hushjælp, og jeg kan huske den lavkastefamilie sidde bag huset på nogle bildæk, eller i hvert fald manden og en søn, og jeg kan gå ned ad gaden til Papes restaurant og ind og så kan jeg pludselig dufte risene, jordnødderne i sovsen, kyllingen og jeg kan smage sukkeret i hibiskussaften og jeg kan høre Papes rolige, dybe stemme, hans grin og jeg kan mærke hans håndflade i min, det lidt ru hud, sveden i håndfladerne der mødes og min hilsen og hans svar, og jeg kan så sidde der, værre der og sætte mig ind i det, nu hvor man ikke længere kan rejse til Mauretanien, uden at risikere sit liv, kan jeg sidde i solen i Abel Cathrinesgade og være der alligevel, forstår det med andet end intellektet, og jeg kan betragte sattelitfotoets kølige efterretningslogik, dens kolde morderiske forsimpling af verden, og jeg kan komme i tvivl om den adgang styrker fortællingen eller trækker noget ud af den. Den tvivl kan jeg have, og jeg kan i det samme høre Sine komme hjem. Hun råber fra gangen, at hun har købt asparges.