Kære Marianne Jelved

Kære Marianne

Tak for kronik i Politiken af dags dato.

Du nærmer dig kompleksiteten i det moderne. Du nævner, at det nok ikke er blevet nemmere at være menneske siden Bomholdt. Du nævner i høj grad den borgerlige roman. Problemet er, at den borgerlige roman ikke for alvor ønsker at tage livtag med selvsamme kompleksitet, men ofte medvirker til at skabe et definerende kultursyn og en forestilling om at man kan forstå, at man kan udelade og redegøre for konflikten, tvivlen, angsten, sorgen ved at værre menneske. Sideløbende med den borgerlige roman har der levet og lever en voldsom litteratur, der ikke i sit sigte ønsker at bekræfte et samfund. Måske snarere det modsatte. Måske siger den litteratur, at det slet ikke kan lade sig gøre at opretholde det samfund. Måske siger den ikke noget. Måske er den bare sprog, æstetik, sansning, poesi. Alt det du glemmer i din opbyggelige fortælling om litteraturen. Det er en kunst, der ikke passer ind i stuerne i sit udgangspunkt. Det er en type litteratur, der ikke kan sættes på et socialrealistisk facit som Kim Leine. Det er en litteratur, der har med en tilværelse at gøre, hvor man slet ikke kan tale om ”tid” men om tilstedeværelse og vilkår. Måske et eksistentiale måske ikke. I hvert fald usikkerhed. Ikke egnet til kronikker og derfor ikke nævnt i din. I din kronik er der lunt. Det er en kulturpolitisk rede, jeg genkender, men som jeg også er bekymret over, fordi den medvirker til at skabe smal og ikke smal litteratur. Forståelig og ikke forståelig. Brugbar og ikke brugbar. Hvor er for eksempel skrivningen som praksis? Det, at der findes så meget tekst, at alle i og for sig er omgivet af tekst, af subtekst og kommunikation i deres dagligdag. En type tekst og sprog, der opstår for tiden med de forandringer, der sandsynligvis vil tage livet af den opbyggelige fortælling, fordi den ikke har noget at opbygge til? Hvilket fællesskab? Det globale? Og man kunne spørge: ville man fra politisk hold ture sige: vi skal bare have en litteratur. Den behøver ikke være der for samfundet og sammenholdets skyld. Den skal bare værre det? Alternativt har vi i mine øjne ikke rykket os fra det moderne gennembrud og Brandes hvor den opbyggelige type litteratur, der stadig besynges som ”rigtig”, dukkede frem. Når du skriver: ”Der er arbejde og indkøb, og så skal ungerne puttes, og så er det altså noget nemmere at sætte sig foran tv end at åbne den store samtidsroman…” får jeg lyst til at spørge, hvorfor det altid er ”den store samtidsroman”, der trækkes af stalden? Findes der sådan én? Al den litteratur jeg læser, tænker, ser, oplever i min færden rundt er samtidig. Det sprog jeg befinder mig i på nettet er ofte et samtidigt litterært sprog, da der opstår tekst og fortælling og æstetik. Det samtidige udtryk er for komplekst, til den dannende roman, du beskriver, den der er 320 sider lang minimum, der har en klar middelklasseproblematik eller alternativt en klar socialrealistisk konflikt, og som vi har set og hørt om siden Brandes. Litteraturen er sprængt og mangesidet. Jeg har undervist en del på skriveskoler, blandt andet en kommunal i Esbjerg. Der mødte jeg ofte stærke tekster skrevet af folk, der måske ville værre, men ikke var forfattere, folk jeg søgte at frisætte fra alle de normdannende krav, du beskriver i din kronik. Altså ved at fortælle, at sproget er deres, at teksten er et materiale, at den klare fortælling og plottet ikke er et krav. Ved simpelthen at frisætte – kernen i det tyvende århundredes ambition for mennesket. Alternativt er vel angst og bæven og lukkethed, og en stor fortælling om at moderne litteratur er uforståelig, anæmisk, kedelig og så er det jo lettere med fjernsynet. Den er alt andet – den er fri og tilgængelig og stor. Større end den vogn, den ustandselig skal spændes for. Og når det er sagt, synes jeg klart det er en god idé med din kampagne. Jeg håber bare, at I husker at vande udenfor plænen, for det er i busken, i grøften og på overdrevet at der er liv.  

Med venlig hilsen

Peder