Marrakesh som en mulighed

(fra notesbogen)

28-02-13

Jeg sidder på en café i Marrakesh. Vi kalder den helikoptercaféen, fra dengang vi var her første gang. Første gang – fire år siden. En skummand går forbi med sin kærre – store grønne og røde skumflager, hynder hedder det vel. Tilbage igen hedder det vel. Vi bor på Riad Bayti i Mellahen, det jødiske kvarter. Jeg sidder her med kaffen, der står Det gyldne frø på glasset, her er overskyet, byen er kold, vel 15 grader. Lugtene er de samme, sporene. En mand sætter sig ved nabobordet med tre små hunde. Han læser avis. Han virker europæisk, eller som en der har delt sit liv mellem de to kontinenter. To verdner. To muligheder, mine to muligheder, det privilegerede menneskes muligheder. Når jeg ser mig omkring, er det noget andet. De tykke kvinder, der tøfler af sted lidt væk. Jeg forestiller mig ikke, at de tænker Europa som en mulighed. Jeg forestiller mig ikke den opdeling.   

Caféen ligger hvor strømmen af mennesker, træder ind og forlader soukens overdækkede fletværk af lys – lyset kastes gennem de grids, der indrammer de smalle gader. Det minder mig om Christina Iglesias skulpturer: http://cristinaiglesias.com/

Over byen og på hver eneste skorsten i den gamle by er der storke. De bor her i hundredevis. De flyver over hovederne på os. Fra tagetagerne kan man høre deres næb klapre. 

Skummet bruger han overfor, manden der står og bygger møbler. Bygger simple skeletter i krydsfiner, limer skum på med kontaktlim og betrækker med stof, der bliver klipset fast rundt kanten. Han ryger Marlboro. Ved siden af hans lille hjørne af verden, sidder en mand og sælger urter. Han er gammel. Han sidder ubevægelig hele dagen i blåt tøj. Han har hat på. Manden er gammel.