Rejseessay om Mali

Jeg skrev denne tekst for nogen tid siden. Den har ikke været offentliggjort før. Da Frankrig besluttede sig for intervenere i Mali, var det fordi de islamistiske grupperinger havde indtaget denne by, der fungerer som knudepunkt mellem nord og syd. Teksten her er altså skrevet lang tid før den nuværende situation.

----------------------

 

Everybody travels but no one goes to Timbukto.

Et rejseessay.

Busholdepladsen i Sévara, Mali. Et trafikknudepunkt midt i Afrika. En støvet levende plads centreret om en lav rød bygning, hvor trafikselskabernes kontorer ligger øde hen. Affolket med et skrivebord, stol og lampe. En blok ligger efterladt som ved et tilfælde. På væggene hænger plakater af det store ørkenland. Jeg stod og kiggede gennem vinduet, og betragtede netop sådan en plakat, mens jeg tænkte over grænser. Grænser i Afrika. Mine egne. De mentale der blev rykket. De fysiske. Endnu vidste jeg ikke, hvad der skulle komme. Hvor presset jeg skulle blive samme nat. Jeg stod med varmen og larmen og livet omkring mig, og betragtede landkortets rette linjer der er sat af med lineal i sandet mod Algeriet, Mauritanien og Niger. Jeg befandt mig midt i et kaos. På kanten af den ørken jeg netop havde forladt. Sahara. Mod sydvest tager stenørkenen over, og et goldt land i røde lerede farver strækker sig ned mod hovedstaden Bamako. Muhammed, en ung tuareg jeg havde mødt et par dage før udenfor Timbukto til en musikfestival i ørkenen, havde spurgt mig: Kan jeg rejse til Bamako med mine kameler? Ja, svarede jeg, men det mest almindelige er bil og bus. Han kendte ikke sit eget land. Det var ikke hans hovedstad. Han kendte kun ørkenens begrænsning. Han vidste hvad det vil sige, at bryde op når natten tager til. Han vidste hvad det vil sige at rejse efter sydkorset. Stjernebilledet der for ørkenens beduiner er afgørende for at finde vej til næste oase eller by. Det store land mod syd hvor folk er bosat i lejligheder, og har landbrug var ligeså fjernt for ham som det åbne mægtige landskab nord for Timbukto er for mig. Han fortalte mig, at han var taget til festivalen for at sælge smykker. Han skulle bruge penge, så han kunne købe ti kameler i bytte for en kone, og han skulle have tøj til sit bryllup. Han sad i åbningen til et lavt hvidt beduintelt. Hans ansigt var indhyllet i en hvid turban, og hans krop var dækket af den karakteristiske blå klædedragt tuaregerne bærer. Vi faldt i snak, fordi han bad mig købe noget. Et smykke. Bare et enkelt. Jeg bad ham fortælle mig lidt om sig selv, og om ørkenen til gengæld. Først forstod han ikke, hvad jeg mente. Han åbnede en lædertaske, han bar over skulderen, og tog en stofpølse frem. Hans slanke fingre. Der var noget graciøst over ham. Noget enkelt. Afklaret. Han rullede stofpølsen ud, og begyndte at vise mig de smykker han påstod selv at have lavet.

Jeg var strandet på busholdepladsen. Jeg rejste sammen med min storebror for en kort bemærkning. Han var ankommet fra London for at tage med til musikfestivalen i ørkenen. En kulturbegivenhed der en gang om året samler folk fra hele verdenen midt i Sahara. Selv havde jeg rejst med tog og bus og bil fra København gennem Europa, Marokko, Mauritanien, Senegal, og nu altså Mali. Jeg hentede min bror i lufthavnen i Bamako midt om natten, og vi tog derfra ind til den store busstation i udkanten af hovedstaden, og ventede på den første morgenbus nordpå. Det var hans første møde med Vestafrika. Ventesalen hvor flere hundrede malinesere lå og sad. De mange farver. De furede ansigter og pakker og tasker og børn og turbaner og dragter og fattigdom og støv og søvndrukne øjne der betragter os - europæerne. Min bror og jeg satte os under den afrikanske nat, og røg cigaretter mens han fortalte om London. Om at slippe af sted. Han laver musik. Jeg skriver. Vi havde begge et behov for luft, for farver og en anden verden. Det var mørkt omkring os. Vi havde gode billetter til turen nordpå. I Mali findes der et selskab med moderne busser. Et eneste ud af mange. Da morgenen kom, vågnede folk langsomt af søvnen. Verden begyndte at bevæge sig. Folk tvættede sig med vand, og rullede bedemåtter ud på ventesalens betongulv. I Mali er hovedparten af befolkningen muslimmer. Folk bad i stilhed. Folk vågnede. Bussen ankom med solen, og kort efter var vi på vej nordpå mod Timbukto og festivalen.

Jeg betragtede kortet der hang bag ruden. Omkring mig solgte spraglet klædte kvinder små poser med frossen juice og saft. De solgte nødder og frugt mens deres børn hang på dem eller løb frit omkring på bare tæer, med støvede kroppe og tilfældige T-shirts og shorts. Hele området emmede af liv og foretagsomhed. Af summende stemmer og høje udråb fra billetsælgerne der blandede sig med pludselige knallerter, og dieselmotorer der satte i gang. Et sted hvinede bremserne fra en bus. Da vi ankom, håbede vi på at nå bussen til Bamako. Vi ville sydpå igen. Vi ville undgå at overnatte. Jeg løb fra firehjulstrækkeren der havde transporteret os ud af ørkenen. Jeg fik fat i en billetsælger der med megen overbevisning i stemmen fortalte mig, at bussen ville køre om et øjeblik. Jeg forsøgte at forsikre mig om det var det rigtige selskab. Det lykkedes ikke. Alligevel købte jeg to billetter,  og satte mig til at vente. Vi sad på en hård træbænk under en parasol. Billetsælgeren havde sit bord og sin skammel. Sad der med sin blå skjorte. Helt rolig. Han havde en liste, hvor han skrev folks navne op, efterhånden som de købte en billet. Jeg spurgte ham, hvornår vi kunne regne med at komme af sted. Snart, svarede han, og nikkede for sig selv. 

Når man rejser i Vestafrika, må man tage det som det kommer. Jeg havde fattet det. Da vi ugen forinden havde rejst nordpå til Timbukto, vidste jeg at den sidste del af turen ville blive hård. Vejene er ikke eksisterende. Man rejser med firehjulstrækker gennem sand og støv og ørkensol. Man lejer en bil med chauffør. Han kender sin rute. For ham er det simpelt at finde vej. Det første stykke ind i ørkenen giver sig selv. Man kører på en asfalteret vej i nogenlunde stand. Der er kun få dybe huller i asfalten. Men så drejer man pludselig af, og forlader civilisationen. Firehjulstrækket bliver slået til, og chaufføren lader hestekræfterne arbejde sig gennem sandet. Vores bil var fyldt. Alligevel sad vi mere komfortabelt, end jeg hidtil havde gjort på min lange rejse. I Marokko og Mauritanien kunne man snildt møve ti mennesker ind i en stationcar. Jeg havde sidder fastklemt i udbombede Peugeuter i halve og hele dage, når min tur havde krævet det. Jeg havde siddet på laddet af pick-ups, og set kilometervis af ukendt land passere forbi. Men på vej til Timbukto var pladsen og bilen komfortabelt. Det var vejen til gengæld ikke. Eller indeklimaet. Jeg dækkede mig til med min turban. Det blå klædestykke sad stramt viklet om mit hoved og ansigt, og den tilbageværende sprække ved øjnene var dækket af mine solbriller. Der var så meget sand og støv i bilen, at man ikke kunne klare sig uden. Ruderne og verden var dækket af en rød film. Vores chauffør kørte stærkt. Han så hullerne, og de små bakker foran Toyotaen, navigerede så godt han kunne, men alligevel blev vi konstant væltet rundt i bilen, slog hovedet mod loftet og passageren ved siden af, samtidig med at man forsøgte at holde fast i hvad som helst. Et greb under loftet, sædet eller nakkestøtten foran. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne finde vej. Der var ingen skilte, ingen markeringer, ingen asfaltering. På fransk hedder ruterne gennem ørkenen: piste. Det er stier, spor gennem det uvejsomme, gennem det jeg tænkte på som et ingenting. Det fjerneste og mest absurde sted i verden. Hvem bor her? tænkte jeg. Hvordan lever man? Vi passerede bjergene der hedder Dogonland. Inde på klipperne bor et traditionelt jæger/samler folk. Nu er de en turistattraktion. Deres levevis og kultur. Deres huse der hænger som svalereder højt over hovedet på en, når man trekker gennem landskaberne. Jeg havde set det hele i brochurer og i min rejsebog. Jeg nåede aldrig derind. Der findes steder man skal undgå for at kunne opleve dem. Steder der giver bedst udbytte i forestillingen om dem, tænkte jeg, samtidig med at vores chauffør accelererede, og fandt et stykke farbar vej, hvor underlaget var mere jævnt. Vi fik lagt nogle kilometer bag os.

Da vi havde kørt et par timer, dukkede et sælsomt syn frem af sandtågerne. Flere hundrede æsler. Grå og dovne og klodsede. Chaufføren holdt sig på afstand af flokken, og man kunne skimte et par tildækkede mænd med kæppe der ledte den store flok fremad. Det var nærmest utopisk. Forestillingen om at bevæge sig til fods i denne del af verden var så uvirkelig og sær. Alligevel var der en erfaring der var ved at sætte sig i mig. En tanke om det at høre til. Hvorfor var jeg selv rejst hjemmefra? Med hvilken forestilling? Min egen forestilling om det fjerneste sted i verden hang dårligt sammen med det oplevede, fordi det gik op for mig, at det jo er mennesker der bevæger sig derude i ørkenheden, at de ikke er fantasi eller fatamorganaer, og for dem er stedet et hjem, deres sted. Det almindelige. Jeg havde set folk cykle af sted midt i ingenting. Jeg havde set en mand sidde ved et bål i et sving, da jeg kørte gennem Vestsahara sydpå mod Mauritanien. I de mest ufarbare og golde områder dukker der liv op. Hyrder. Et bål ude i natten. Folk med kameler. En parkeret bil. Mennesker for hvem dette sted, netop dette ene sted er verdens centrum. Deres livs udgangspunkt.   

Jeg sad på bagsædet, og lod tankerne passere. Drak rigeligt vand. Trak ned i turbanen, og satte flasken til munden. Vi var på vej nordpå til det sagnomspundne Timbukto. Den engang så strategisk vigtige by ved Nigerfloden. Et handelscentrum for tuaregerne. For handlen med salt, og naturligvis guld der blev transporteret fra minerne sydpå og mod nord. Byen var længe ukendt land for europæerne. Man kendte til den. Man begærede tanken om alt det guld. Men hver gang en missionær eller opdagelsesrejsende nåede dertil forsvandt han. Der skulle gå lang tid før franskmændene fik kolonialiseret dette magtcentrum for islam og ørkenliv. Byen er nu værtsby for festivalen, vi skulle til. Festivalen der opstod i kølvandet af en borgerkrig i halvfemserne, hvor Malis nomadefolk kæmpede mod de fastboende sydpå. En ældgammel konflikt mellem bønder og beduiner. Da borgerkrigen afsluttedes, besluttede man, at tuaregerne skulle have mere indflydelse i landet. Man anerkendte, at de skulle integreres i det moderne system. Have plads i administration og politi. Man så at deres tid som rejsende var ved at være ovre. En tusindårig kulturhistorie der var ved at gå i sig selv. Samtidig opfandt man festivalen. Mali er musikkens land. Man ville skabe en kulturbegivenhed med kunstnere fra hele Afrika, Europa og Amerika, for at skabe opmærksomhed om tuaregernes kultur, og for at tiltrække turister til området.

Vi ankom til et færgested. Pludseligt. Biler i kø ved Nigerflodens nordligste kruming. Kort forinden var mørket faldet på. Fra det ene øjeblik til det andet, var verden sort og kold. Over os bredte et uvirkeligt, og ufattelig smukt stjernetæppe sig ud. Man så verdensrummet klart og tydeligt. De millioner af lysende prikker over hovedet på os. I mørket langs vejen hvor korteger af firehjulstrækkere holdt, og ventede på færgen var små boder med mad og kaffe. Skurre af tilfældige materialer. Små bænke og kopper der gik på tur. En teskefuld Neskaffe, og noget kogende vand. Kød der blev grillet. Familier der tjente deres penge på de rejsende. Der blev tændt fakler, og olielamper omkring os. Chaufføren sagde, at ingen helt vidste, hvornår færgen ville komme. Måske skal vi overnatte, sagde han, i bilen. Vi begyndte at vente. Som man gør. Venter. Man bliver tålmodig af at rejse. Ellers må man give op og tage hjem. De forventninger man kommer med om præcision og funktionalitet er nødt til at blive trængt tilbage af en meditativ stirren ud i luften. En slags accept af at man ikke kan styre tilværelsen og livet omkring sig. Man lærer at sætte sig på hug med hænderne slapt hængene over knæerne. Lærer at lade tiden passere. Det gjorde vi. Der midt i mørket et sted ved Nigerfloden der slanger sig gennem Vestafrika, gennem ørkenen fra sit udspring og ned til Nigerdeltaet i Nigeria, hvor det ferske vand flyder sammen med Atlanterhavet.

Tilbage i Sévara vendte jeg mig væk fra ruden og billetkontoret, og så ned mod det sted min bror sad. Der kom ingen bus. Jeg havde fattet det. At vi ikke ville komme af sted før hen under aften. At vi ikke ville komme til at køre med den komfortable bus. At der var gået Afrika i den, og et øjeblik overvejede jeg, om vi skulle finde et hotel. Jeg gik ned til min bror. Vi blev enige om at vente. Vi ville til hovedstaden. Jeg satte mig, og vi begyndte at snakke om festivalen. Om de mennesker vi havde mødt. I det samme opstod der et kaos af geder der blev genet ind på pladsen af en flok hyrder. Dyrenes lyde var gennemtrængende. Hyrderne forsøgte at få ro over flokkken. Horden blev standset lidt væk fra vores bænk. Vi forstod det ikke. Geder og busser. Hvordan? Efterhånden fik de styr på de brægende dyr. De sad i solen uden vand med deres dumme og vemodige øjne. Deres opgivende brægen. Vi sad i skyggen med kolde colaer, vi havde købt af en dreng der gik forbi os med sin køletaske. Vi sad og talte om en gruppe inuitter fra Canada. Vi havde mødt dem på festivalen. Det var en teatergruppe der var rejst fra deres landsby, og hele vejen til Mali for at deltage i festivalen. Jeg havde talt med deres leder. Hans oldefar havde været den sidste medicinmand. Han fortalte, at Knud Rasmussen havde været i hans bygd den dag de blev gjort kristne. Den dag vi mistede vores identitet, sagde han. Vi har glemt vores myter, og vi lever som en underklasse i Canada. De unge begår selvmord. Drikker. Dør. Vores teatergruppe er et forsøg på, at give dem deres historie tilbage. Give dem noget at tro på. Han sagde, normalt er der to måder for de unge at komme væk fra bygden på: Militæret eller spjældet. Vi forsøger at give dem en tredje. Kunsten, sangen og dansen. Vi sad foran en lille interimistisk restaurant. Et skur med en udspændt presenning og to store tæpper. Her spiste vi de fleste måltider under festivalen. Min canadiske ven røg Marlboro. I am a god hunter, sagde han med en karakteristisk dialekt. And I am a medicin man. Han fortalte, at antallet af selvmord var draslet ned efter at de havde lavet gruppen. Han fortalte, at de engang var blevet angrebet af en isbjørn, da de var ude i vildmarken for at ryste gruppen sammen. Den var stor, sagde han, men vi skød den. Jeg har syet mig en dragt af dens skind. Vi fortæller om bjørnene, om symbiosen og afhængigheden mellem natur og menneske. Jeg har skindet med. Vi aftalte, at han ville tage det på for mig. En isbjørn midt i Sahara. Det var for fantastisk. Vi grinede, og han sagde til slut, at de stort set kunne se over til deres brødre på Grønland, men for at komme dertil skulle de flyve til Vancouver, videre til London og København og derfra til Nuuk. Han slukkede endnu en Marlboro, og rejste sig for at gå ned til sit telt.     

Et lavt lys lagde sig over busholdepladsen. Vi begyndte at blive utålmodige. Vi spurgte til afgangen. Tidligere havde manden med den blå skjorte, og listerne med navne fortalt os at vi ville være i Bamako sidst på eftermiddagen. Nu var det sidst på eftermiddagen, solen ville snart gå ned, gederne brægede ynkeligt, og min bror og jeg ville vide, om vi skulle finde et hotel. Manden smilede, og forsikrede os at bussen ville køre om et øjeblik. In shalla, sluttede han og pegede op på sin gud et sted over os på den afrikanske himmel. I det samme begyndte bønderne at pakke deres geder. De tog et dyr af gangen, holdt det fast og maste det ned i en gammel kornsæk som de snørede til. Gederne gjorde modstand, og førsøgte at komme fri, men de rutinerede hænder fik lukket poserne til, så kun de behornede dyrehoveder stak op. En efter en blev de passificeret, og derefter kravlede et par drenge op på en gammel bus der holdt lidt væk. Hyrderne smed så dyrene op til drengene der satte dem på lange rækker ned langs taget. De blev bundet sammen, og hver række blev fæstnet til et par lange pinde der løb langs siden af bussen lige hen over ruderne. I løbet af en halv time var taget fyldt. Et absurd og komisk syn. Flere hundrede geder stuvet sammen oven på en bus. Alle med ansigterne modsat køreretningen. Det var en levende skulptur, og det fyldte os med en følelse af det absurde, af det uvirkelige. Da gederne var placeret faldt pladsen tilbage i sin trance. Lidt bevægelse. En kvinde med en dreng og en stor kurv med nødder. Folk der kom og gik i almindelighed. Ingen udsigt til afgang.

Da færgen ankom, og vi blev skibet over til Timbukto var det næsten nat. Vi stod ved rælingen, og kiggede på alt det sorte omkring os. Et par lanterner øverst på motorprammen lyste op som små håb i natten. Turen ned langs strømmen tog en halv time. Derefter kørte vi fra borde, og resten af turen foregik stille og i kortege. Endelig dukkede de lave bygninger op. Ørkenbyen. Endemålet Timbukto. Hvor mange før os er ikke kommet til dette sted med en følelse af at have nået et mål? For en rejsende er det mytologisk. Det peger indad. Ind mod bevidstheden. Ind i drengedrømmens skrin under frontallappen. Vi blev kørt til et hotel. Fik et værelse. Sov.   

   Næste morgen vågnede vi op til en brændende ørkensol. Vi skulle arrangere den sidste del af turen ud til festivalen. Vi fik et lift med en pick-up truck. Skulle sidde på laddet med rygsækkene mellem vores fødder. Vi sad og bumlede sammen med fire andre rejsende. En italiener. En englænder. En belgier og en franskmand. Solen var umenneskelig. Vi drak vand. Vi bumlede, og pludselig var vi fremme. Ud af intet dukkede en masse lave telte frem. Et pludseligt leben af mennesker og dyr. Det er den måde de sørger for frisk kød til festivalens deltagere fandt vi senere ud af. De går med dem gennem ørkenen, og slagter dem ved deres små boder, hvor kødet siden bliver grillet og solgt med ris.

   Vi blev indkvarteret. Fik et telt. Et program. Besigtigede lokummerne der allerede på dette tidspunkt var holdt op med at virke, og som i løbet af de kommende dage forvandlede sig til en uoverskuelig skulptur af opvarmet lort.

   Dagen gik med at arrangere sig. Vi sad i skyggen foran presseteltet, og talte med en frivillig. Han var fra Irland. Han fortalte, at hans morfar altid havde sagt: Everybody travels but no one goes to Timbutko. Han sagde, at da morfaren døde, besluttede han sig til at rejse hertil. At han arbejdede med IT, og normalt havde 200 rejsedage om året.

   Min bror var kommet for musikken. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var der. Jeg havde ingen morfar. Jeg begyndte at studere det liv af lokale der var omkring festivalen. Jeg brugte dagene på at tale med folk. Børn der pegede på en klynge huse lidt væk. Det var deres skole. Mænd der flåede skindet af dyr og parterede dem. Musikere der jammede foran deres telte, og naturligvis koncerterne på den store scene. Musik fra hele Vestafrika, og så et rockband fra Sverige! En flok store drenge med langt hår og rock and roll attitude. De var ikke engang tyve år, men de havde fundet ud af, at festivalen fandtes, at de gerne ville spille der og havde arrangeret det hele. Normalt boede de i en flække, i en provinsby, men for et par dage var de altså landet midt i Sahara med deres instrumenter. De hed Hindenburg. Vi talte sammen om ambition. De ville indtage verden. De var meget ivrige og meget unge og meget forvirrede over situationen.   

Det blev aften for alvor på busholdepladsen. Vi havde indset, at vi skulle tilbringe natten i en gammel bus, at det var netop den bus hvor gederne sad på taget og gloede. De havde siddet der et par timer da der skete noget. Manden med listerne sagde, at nu, snart, nej nu, og at vi skulle gå hen til bussen. Vi var de første på listen. Man får lov til at stige ind, og vælge sig en plads i den rækkefølge man har købt billet. Vi stillede os op ved bussens dør. Vi troede virkelig på det, og nu ankom chaufføren og gik ind. Han lukkede døren bag sig, satte sig på sit sæde, og forsøgte at starte motoren. Det lykkedes ikke. Stemplerne slog et slag og døde hen. Det var batteriet. Det var fladt. Og det fandt man ud af nu. Efter alle disse timer. Det var ved at blive en prøvelse for os. Vi satte os udmattede på hver sin rygsæk, samtidig med at det store batteri blev kørt væk bag på en knallert. En halv time gik før der kom et nyt retur. Det blev installeret, chaufføren indtog sin plads, motoren gik i gang, humpede lidt derudaf på stemplerne, mens en mægtig sort dieselsky slog bagud fra udstødningen. Vi blev fortrøstningsfulde, og begyndte at glæde os til at sætte os på hver sit ukomfortable sæde, at falde i søvn, og forhåbentlig nå til Bamako uden ophold. Sådan skulle det ikke blive. Det hele skulle gå hen og blive meget værre.

Jeg havde mødt en ung mekaniker til festivalen. Han var lokal. Han boede og arbejdede i Timbukto, og sad under et træ med sin værktøjskasse. Han tyggede på en pind og røg Dunhill. Jeg satte mig. Vi faldt i snak. Han fortalte, at han var glad for sit liv. At han følte sig hjemme i ørkenen. At han godt kunne lide sit job. Han fik en kunde. Det var et firehjulstræk der ikke ville slå til. Vi satte os ind på hver sit sæde, og han begyndte at arbejde. Det var gearskiftet der var defekt. Han skruede de små pinolskruer ud, og lagde dem i min hånd. Han skilte det mekaniske ad. Efterså og samlede igen. Han var sikker på, at det virkede. Bad mig lukke døren, drejede nøglen, satte i gear og accelererede gennem dynerne af sand midt ind på festivalen og de mange mennesker. Han lod den trække op gennem gearene, passerede hen over små og store bakker, svingede ned i en gryde, ned i en mægtig dyne af sand, slog firehjulstrækket til, og så sad vi fast. Standsede og dækkene begyndte at grave sig ned. Mekanikeren begyndte at grine. Forlod det komfortable sæde, og løb tilbage efter sin værktøjskasse, og hjælp til at få skubbet bilen fri. Øjeblikket efter stod jeg i en klynge af mennesker, og maste med alle mine kræfter. De lagde køreskinner under hjulene, og pludselig fik skridmønsteret fat, bilen tog fart og min ven forsvandt i faner af sand hen over bakkerne, tilbage til træet hvor bilen blev parkeret. Da jeg kom derop, stod han i sin kedeldragt, og røg på en af sine Dunhill. Han grinede lidt, slog ud med armene, og begyndte forfra med sin reparation. Jeg sagde, at jeg skulle op og høre en koncert, og gik tilbage mod teltene og scenen, passerede bevæbnede vagter. Deres maskinpistoler stod i kontrast til al musikken. Til de unge svenskere, mekanikerens smil, Muhammed med de ti kameler, og de mange dansetrupper der opførte små shows rundt omkring på pladsen. Gendarmerne mindede mig om, at jeg var på kanten af ørkenen, at der ligger et bælte af konflikt hen over Afrika, at der altid er en krig på vej. En mulig konflikt mellem mennesker. Den var i fuld gang i nabolandet Niger, i Sudan, Chad og Somalia. Så hvorfor ikke i Mali?  Kunne man forskubbe en tusindår gammel fortælling om konflikt og ufred med civilisation, turisme, musik, dans og besøg af inuitter fra Canada?

   Jeg gik og tænkte på borgerkrig, og på min egen rejse. Om det var en flugt? Og i så fald fra hvad? Hvad er det der skaber restløsheden? Hvad er det man undertrykker? Flere måneder forinden gik jeg fra borde på havnen i Tanger. Jeg betragtede lastbilerne med deres varer på vej til Europa. Jeg følte glæde ved at forlade den virkelighed. En virkelighed så mange afrikanere sætter livet på spil for at blive en del af. Jeg tog den anden vej med min rygsæk og notesbogen og solbrillerne og viseringerne til alle de ukendte lande. Mit mål var Timbukto. Festivalen. Jeg købte en pakke cigaretter, og begyndte at ryge igen. Jeg satte mig på en café og drak kaffe. Der var en stilhed i verden midt i mylderet. En stilhed i mit sind. Jeg havde besluttet, at denne rejse skulle være en ja-rejse. En rejse uden afslag og angst. Jeg havde brug for at møde mennesker. At forstå noget af det usagte i verden. Det førte mig gennem Vestafrika, og langt ind i ørkenen hvor jeg nu gik i sandet, og så på festivalens deltagere. De tilrejsende, de fastboende og musikerne. Jeg gik ned til teltet og lagde mig. Samme aften sov jeg, da Tinaiwan, festivalens hovednavn, spillede hvad der siden blev beskrevet som en drøm af en koncert. Den fortsatte, den fest, langt ind i natten. Jeg lå under mit tæppe og drømte. Men jeg kunne ikke huske hvad, da jeg vågnede, og det var tid til at tage væk igen. Tid til at vende om, og begynde min hjemrejse.

Den gamle bus med gederne på så slidt og smadret ud. Dyrene var gået i en slags trance, og vi stod klar. Vi ville ind og hvile os. Falde tilbage i sædet. Endelig åbnedes dørene. Chaufføren smilede, og vinkede os ind. Det syn der mødte os var for vanvittigt. I det ellers knastørre Mali skulle jeg så opleve en slags regn. Ikke af den gode livgivende slags der bliver bedt for i moskeerne. Ikke en dansk forårsregn hvor alt det grønne begynder at skyde fra stammer og stilk, men en kvalmende, overraskende, og ulidelig regn af pis fra de hundredevis af dyr på taget over os. Det bogstavelig talt løb fra loftet. På gulvet var der søer. Sæderne var klistret ind. Vi forsøgte at overskue situationen, at vænne os til stanken. Det var for sent at trække sig. For sent at få et hotelværelse. Vi blev nødt til at stå det igennem. Det er en oplevelse, sagde min bror, og kantede sig forbi mig. Vi fandt et dobbeltsæde der så nogenlunde sikkert ud, satte os, og jeg fandt mit tæppe frem fra rygsækken, og holdt det hen over hovedet. Det ville fungere fint som shelter.

   Da vi endelig begyndte at bakke ud fra busstationen, var det blevet midnat. Vi kunne høre dyrene over os. Deres skrabende lyd hen over taget. En tyk kvinde med et lille barn fortalte mig, at det ikke var normalt. At hun heller aldrig havde været ude for noget lignende, og i det samme drejede chaufføren hårdt til højre, hvilket fik pisset et sted mellem os og dyrene til at løbe i en ny retning, desværre fandt strømmen et hul lige over mit hoved, og det stod ned som et mindre brusebad. Jeg var hurtig med tæppet. Lidt efter kunne jeg mærke hvordan det blev tungere og tungere, samtidig med at jeg igen blev opmærksom på stanken af stald. Jeg forsøgte at finde hvile, forsøgte at undgå strømmen oppefra der først holdt op, da chaufføren på et tidspunkt drejede til venstre, og søen satte i bevægelse.

   Vi havde kørt i en halv time, da det første dyr faldt ned. Der lød et pludseligt bump mod en af ruderne, og en forfærdelig bræen og banken fik bussen til at stoppe, hyrderne for op, tre mand høj, og forlod bussen for at få geden tilbage på sin plads, og de øvrige ordentligt surret. Det vidste sig, at det ikke rigtig lykkedes. Cirka hver halve time natten igennem faldt der et dyr ned, bussen standsede, hyrderne rejste sig fra deres plads. Det passede lige med at jeg var faldet i en let og urolig søvn. Det passede lige med at jeg havde glemt stanken og den klistrede, søbbende fornemmelse tøjet afsatte mod min hud. Da vi havde kørt et par timer med jævnlige stop, fandt chaufføren ud af at han kedede sig. I bussens tusmørke havde jeg overset den ene men meget store højtaler der lå i bagagenettet over mig. Det var så den eneste lydkilde i bussen, og den trætte chauffør besluttede sig, lige så pludseligt som en faldende ged, for at tænde for musikken, hvorpå en skarp, meget høj diskantstyret skrigestemme gjallede ned over mit pisindsmurte tæppe, og ind i mine øregange. Celine Dion for fuld skrue. Jeg accepterede det i cirka to minutter, hvorefter jeg rejste mig, og bad ham skrue ned eller helst slukke. Det respekterede han. En tid. Da vi igen stoppede for at redde en hængende ged fra sin skæbne, tog chaufføren det som en anledning til at banke op for volumen. Celine Dions stemme forstyrrede håbet om ro. Jeg gav op. Det lykkedes på et tidspunkt at finde noget der mindede om søvn. Flere timer efter vågnede jeg. Vi holdt i en lille landsby. Det var morgen. Vi gik ud og strakte os. Købte frugt og cola af en dreng. Bussen var gået i stykker. Man gik i gang med klodse den op ved bagakslen. En mekaniker lagde sig ind i mørket. Gederne brægede søvndrukkent, og vel efterhånden tørstige fra taget. Jeg så på mit ur. Turen havde taget det dobbelte antal timer, af det den ville have gjort med det gode busselskab. Jeg spurgte en lokal hvor langt der var til Bamako. Det viste sig, at vi ikke engang var halvvejs, og i det samme begyndte chaufføren at grine inde fra mørket. Omkring ham sad folk på hug, og forsøgte at få et glimt af morskaben. Han møvede sig ud, og fremvidste et hvidt stykke tovværk. Jeg fik en fornemmelse af, at bussens bagtøj var holdt sammen af den snor, og blev temmelig overrasket, da han lidt efter kravlede tilbage, og tydeligvis bandt den tilbage om akslen. Lidt efter kørte vi af sted, men med stærkt nedsat fart. Der begyndte at lugte brændt. Det blandede sig med pislugten. Jeg kiggede ud af vinduet. I det samme passerede morgenbussen til Bamako. En stor og flot airconditioneret bus med dejlige sæder, høj fart, og et tag der på yndigste vis var fri for dyr.