Nørgaard, Duras og Jazzbegravelse

 

Lars Bo Nørgaard skriver på sin blog: http://larsbonoergaard.blogspot.dk/2012/12/krig-to-skitser.html om et møde med en tidligere soldat på morgenværtshuset Louises. Han skriver om det at slå ihjel, om fortrydelse, altså fra soldatens side, fortrydelse over nogensinde at melde sig til forsvaret. Det er sigende på en vinterdag, tænker jeg, det er en god fortælling. Den mindede mig om mit eget møde med en tidligere soldat. Jeg tog enkeltfag sidste forår på KVUC. Han kom ind i undervisningslokalet. Var en mors dreng at se til, og da han satte sig, fik jeg øje på et sort armbånd med noget printet ind. Jeg gættede mig til, at det var en dødsdag. At mors dreng havde været udsendt. Det havde han. Senere lærte han mig, at søvnløsheden er normaltilstanden, at forsvarets psykologer først for alvor bliver opmærksomme, hvis man siger, at man godt kan sove, at man ikke har nogen men.

Med posten modtog jeg i dag Duras Sommeren 80 i Morten Chemnitz oversættelse. Jeg har læst de første 40 sider. Da jeg mødte Sine, sagde hun, at jeg konstant brugte ordet fascistisk. At jeg slyngede om mig med betegnelsen. Nu, mens det har sneet udenfor, mens soldaterne sonderer bag min hjerneskal og Duras spøger i systemet, er det vidst blevet lidt bedre. Men Duras er optaget af det fascistoide træk i mennesket. Hun benævner den socialistiske, religiøse og almindeligt menneskelige terror side om side med betragtninger af vejret. Jeg kan lide den kollision. Jeg kan lide det grå og regnfulde liv på kysten, og blikkene nordpå, hvor Irland med mere virker til at blive mytiske og fulde af fugleliv i overført betydning, der støder sammen med oplysninger fra for længst overståede tv-aviser om olympiaden i Moskva, fransk politik og Shaens fald. Hvad lavede jeg selv sommeren 80? Sked vel ikke længere i en ble men tæt på.

I New Orleans mødte jeg et ægtepar på en virkelig god bar med en virkelig virkelig god djambalai. De sad og var smukke på en overskudsagtig, rig men kultiveret måde. De havde været til jazzbegravelse, men fordi vejret var så regnfyldt, havde man ikke kunnet få liget i jorden. Det var i øvrigt tredje gang man forsøgte sig, og hver gang måtte man opgive og altså mødes igen og spille og grine og se det hele an. Hvor højt står vandet i gravene? har man spurgt. Den mand de begravede var et fænomen i byen. Han var ikke ret høj, han var altid velklædt og kunne helt til sin død i en høj alder charmere kvinderne. Han var et fænomen, altså. Han havde tilrettelagt alt i forbindelse med sin begravelse. Hans krop skulle balsameres stående, og det gjorde den, sagde vores nye venner, The Doctors, som de kaldte sig. Han stod i sit fineste suit med sit horn og så cool ud, stod og flirtede fra kanten af graven.