Rejsefortælling USA

Denne artikel har været bragt i det seneste nummer af magasinet DANES, der udgives af DANES WORLDWIDE, en forening for udlandsdanskere - http://www.danes.dk/index.dsp?page=2650

Man skal vide, hvor man er

Vi havde forladt New York. Det velkendte. Skylinen, de mange locations fra film. Vi havde lagt en løs rute. Først ville vi sydpå langs østkysten og så ind gennem syden. Vi vidste, at vi skulle flyve hjem fra San Francisco, at vores knaldhvide Impala (Chevrolet, red.), skulle afleveres hos Hertz en måned efter.

   Vi havde set frem til mødet med det andet USA, der holdningsmæssigt og kulturelt ligger fjernt fra os, men som alligevel påvirker vores liv. Vi bor i København, og var glade da Obama blev valgt. Vi tænkte, at nu var der en chance. Men vi var nysgerrige på det republikanske. På at høre hvordan mistilliden til staten bliver formuleret. På at høre folk fortælle deres historie.

    Vi havde fornemmelsen af et delt land. Ikke kun politisk men også socialt. En fornemmelse af at fattigdommen var stigende. Vi havde set dokumentarfilm om middelklassen, der bliver sat ud af deres huse, folk der mister deres job. Vi havde hørt om arbejdspladser, der lukker og illegal immigration fra Mexico. I New York er det ikke så tydeligt. De hjemløse bliver eksporteret ud af Manhatten, så man kan se Ground Zero i fred. Længere sydpå var det anderledes. Det fandt vi ud af allerede den første nat.

    Klokken var hen ad midnat. Langs interstaten, ligger alle kæderne. Burgerrestauranter, Wall Mart, Best Western. Vi valgte en afkørsel, hvor der stod Motel, men den førte ikke til en af disse lysende paladser langs vejbanen. Den førte ned i en skov. Det blev mørkt omkring os. Vi kørte lidt tid, så dukkede motellet op med sit lysende skilt. Til at begynde med var vi overvældede. Det var som en film. Ren americana. Alting knirkede og colaautomaten var ude af drift. Jeg gik ind i det lille kontor og bad om et værelse. Damen, der var af asiatisk afstamning, orkede ikke at kigge på mig. Hun sad lidt sammenfalden i en stol. ”Smoking?” spurgte hun. Jeg nikkede.

   Da vi havde set værelset, fortrød vi. Der stank af gammel tobak, og jeg byttede rum. Det næste værelse var lige så dårligt. Alting var brunt. Dobbeltsengene lugtede hengemt. Jeg gik ud for at ryge. Det gik op for mig, at det ikke var et normalt motel. Folk boede fast på værelserne. Der stod sække med tomme dåser foran dørene, køleskabe. En stirrede på mig gennem en sprække ved døren. Da jeg kiggede, blev døren smækket i. Sine var gået i seng. Hun lå derinde og var tavs. Jeg kiggede på bilerne. De fleste var klodset op. De fleste var fra firserne. Jeg kiggede på vores Impala. Den var for hvid. For dyr. For meget. I det samme åbnede en dør ud til parkeringspladsen. En høj mand med hårpisk og jeans kom ud og  passerede mig med et nik. Jeg svarede. Han kiggede på mig i et ryk. ”What was that”, sagde han. Hans blik var ubehageligt. Han spyttede. Han kiggede på vores hjulkapsler.

   Da jeg lidt efter var på vej i seng, tænkte jeg, at vores bil var for tiltrækkende, at man alt for nemt kunne bryde ind her. Vi anede ikke, hvor vi var. ”Vi behøver ikke blive”. Jeg kunne se på hendes øjne, at hun var utryg. ”Nej”, sagde hun. Det tog os fem minutter at pakke. To at komme ud i bilen. Et at forsvinde ned ad landevejen. Vi var begge angste. ”Over ingenting”, spurgte hun. ”Sandsynligvis”, sagde jeg. ”Man skal vide hvor man er”. Det gjorde vi ikke. Det var det, der gik op for os. At vi ikke kendte koderne. At USA er noget andet, end man tror. 

Nogle dage efter ankom vi til en campingplads i Black River State Park i den nordlige del af Florida. Den ligger i det man kalder the Panhandle. Vi var på vej til New Orleans. På campingpladserne i USA er der altid et værtspar, som typisk bor i kæmpe mobilehomes. De har gerne en stor firhjulstrækker og en golfvogn. De hjælper rangerne med at rydde op og sælge brænde. Vi fandt vores frimærke. Der er plads til bilen, en bålplads og en vandhane på hver campinglod. Det er standard. Det er en velfungerende løsning for overnatning. Omkring os holdt de store campingbiler. Folk lå over for sommeren. De havde kloakering, og siderne på deres busser kunne køres ud, så hjemmet blev nogle kvadratmeter større. I sammenligning lignede vores orange tomandstelt en vittighed.

   Vi gik ned for at bade i den ravfarvede flod. I deltaet omkring os var der alligatorer. Rangerne holdt dem fra floden, hvor børnene legede. Et sted, længere oppe, kunne man leje baderinge. Folk kom sejlende forbi. De drev mod et punkt, vi ikke kendte. Ude i floden sad et ægtepar i hver deres campingstol. Jeg forestillede mig, at de havde et anker ude.

   Ægteparret hed Alex og Twana. Black River State Parks værter. Vi mødte dem, da vi skulle købe brænde. Alex hilste os velkommen. Han var i tresserne. Han strakte en hånd frem. Han havde et venligt, lidt vigende, genert blik, da han lidt efter fortalte om sin far, der havde været med i Europa på Omaha Beach. Sin far, der ikke brød sig om franskmændene, men bedre kunne lide tyskerne for deres ordentlighed. Alex havde selv krydset Stillehavet to gange, back in the days, og vi vidste, at han talte om Vietnam, om sin tid i hæren, om krig.

   Alex og Twana brød sig ikke om staten USA. Om big government. De brød sig om ikke om ”those goddamn communist socialists”, der styrede deres land. De mente demokraterne. De mente, ”de der akademikere nordfra, der tror, de ved det hele”. ”But I am a countryboy”, sagde Alex. “I need my guns”. Han fortale om jagt. Om sine forfædre. Om at overleve. I det samme trippede Twana. Hun havde hvidt, afbleget hår, der var redt tilbage i siderne. Hendes øjenbryn var tatoverede. Hun afbrød og begyndte at fortælle om sin familie. Om en gang hvor en ”crazy indian”, havde maltrakteret hendes forfædre. At de var nybyggere, der skulle slås for deres land. Indianeren, fortalte hun og trådte lidt frem, var siden blevet slået ihjel af sin egen stamme, og stammens nuværende høvding havde besøgt hendes familie til en sammenkomst for ti år siden og begravet stridsøksen, bogstaveligt. Han havde undskyldt, og de havde beklaget, de overgreb deres forfædre havde deltaget i.

   Twana smilede. Jeg forstod, at det var den slags historier, der dannede grundlag for den angst, der er så udbredt, som bliver dyrket i USA. I filmene. I fortællingerne. I våbenlovgivningen. Twana var angst for Europa, angst for det spanske sprog og for at rejse i bjergene. ”If god wanted me to climp mountains, he would have made me a goat”, sagde hun og bevægede hovedet fra side til side.

I går brød et af digerne ved New Orleans sammen. For tre dage siden blæste en orkan sig vej gennem det nordlige Florida. De massive vejrsystemer bevægede sig af den samme rute, som jeg selv kørte for en måned siden. Den rute hvor folk blev ved med at byde os velkommen, hvor en kvinde i et supermarked sagde til Sine: ”You should all come here and live”. 

   Jeg tænker på de mange mennesker, vi mødte, som ikke kan rummes i denne artikel, mens jeg frygter en gentagelse af Katrina. Da vi nærmede os New Orleans, advarede folk os om kriminaliteten. At man ikke kunne gå trygt i gaderne. Vi boede i et gammelt guest house, der var blevet sat i stand af en norsk tømrer tilbage i halvfjerdserne. Den første aften gik vi på The Spotted Cat og hørte musik. Vi faldt i snak med en høj mand, der sagde, at han nogenlunde lå på linje med Tea Partybevægelsen. Vi undrede os. Han virkede oplyst og empatisk. Han kaldte sig JR og boede i Charleston, South Carolina. Han slog ud med sine lange arme og sagde, at han bare ville være sig selv. At han ikke ville have staten til at bestemme. Han drak skævt af flasken og vuggede i hofterne i takt med musikken. Han sagde, at politikerne kun tænkte på næste valg. At de alligevel var i lommen på de store firmaer, og at de dybest set var ligeglade med befolkningen. Den analyse havde vi hørt før. At magten ikke var til at stole på. At den var totalt korrumperet. For JR betød det, at the big government måtte minimeres. At der skulle skabes afstand til Washington.

   Denne mangel på tillid var en tilbagevendende fortælling. Det havde vi lært, da vi stod i en forstad til San Francisco og vaskede støvet og skidtet af Impalaen. Vi havde mad til overs, olivenolie og ketchup. Vi gav det til en gammel mand, der holdt opsyn i vaskehallen. ”Oh”, sagde han og dykkede ned i poserne. ”You got plates. My wifes a god cook. She can use this”. Han var sammenfalden og gik i laset tøj. Working poor, tænkte jeg og rakte ham en pakke Uncle Bens parboilled rice.

   Da vi kørte derfra, talte vi om bevidstheden om de fundamentale problemer. Vi havde lært, at den personlige frihed er en slags religion, og at mange i syden føler, den er truet. Vi forstod, at man lever under et mere radikalt vilkår i USA, og at en stor del af den republikanske tanke, har sammenhæng til nybyggerkultur og overlevelse. At angsten er historie. At den er en del af folks fortælling.

   Det havde været tydeligt på vores vej gennem Texas. Vi havde fået det bekræftet i Colorado, hvor sortbjørnene søger ned fra højderne for at finde mad. Vi talte om det i Arizona, hvor en gammel indianer fortalte, at man var begyndt at vande de vilde heste. Vi mødte ham på en tankstation i nærheden af Grand Canyon. Han inviterede os hjem. Vi havde ikke tid. Det er klimaet, fortalte han og satte sig ind i sin bil. ”Everthings changing”. Han smilte til os og drejede nøglen.