Note om Golden Gate 2
Diskoteket lå i
en sidegade, og jeg havde altid svært ved at finde det. Flere gange traskede
jeg rundt og forsøgte at følge efter engelske teenagere i lårkort, der
stavrede af sted i deres stiletter med for megen sminke og høje skærende
stemmer. Det hændte, at de var på vej derhen. Andre gange endte jeg i nærheden
af havnen og måtte tilbage ind i de små gader, op ad bakken, forbi de lukkede
butikker med markiserne nede eller over en nattetom parkeringsplads med
betalingsbum og store biler.
For det meste fulgtes man med
nogen fra bådene. Crew fra hele verden, der hver især var endt i Antibes ombord
på en eller anden millionærpram. De lå nede i havnen som en slags flydende
paladser. En var ejet af en Sauder, en anden af en nørd, der havde arbejdet
sammen med Bill Gates. De lå og fyldte op mod havet, og længere inde i havnen
lå så sejlskibene, de kæmpe kapsejlere og klassikerne med deres blankpolerede
messing, deres toplakerede træværk, de høje master, og mellem dem mindre skibe
til lavkastemillionærer.
Crewet fra skibene talte engelsk.
De lignede også hinanden. Man var sådan lidt vejrbidt, havde en polo på med
skibets logo broderet i guld, og gerne et par sejlersolbriller i panden, selvom
klokken var to om natten. Man gik altid i shorts, helst blå, og havde sejlersko
på eller klip-klappere. Man stod på byens klubber og talte om havnebyer i
Antigua, Caribien, om at skulle sejle skibet til en eller anden ø.
Jeg slog en klo i
en omgang engelsk pryd for at finde frem til klubben.
Når man ankom til Golden Gate,
skulle man forbi vagten.
Som regel gik det snildt.
Men når Rasmus var med, blev vi
afvist.
Det var det, at han var skaldet,
at han havde de forkerte sko på.
Vi lærte det med tiden og kom
ind.
Foran lå rummet, en lang bar,
hvor to meget tynde mænd serverede drinks i bar overkrop.
Den ene var med garanti syg.
Havde HIV eller noget der lignede. Alligevel holdt han tempo, polerede glas og
holdt dem op mod lyset, eller åbnede 1664´ere fra køleskabet. Hans krop
pulserede til rytmen fra det menneskefjendske beat. Egentlig brød jeg mig ikke
om at være der, men hvad gør man? Hvor går man hen?
Jeg bestilte og drak, et shot, en
øl, stod for mig selv, og så de andre bådebyggere stimle sammen i et hjørne, så
en af dem forsvinde på dansegulvet med en pige hvis numse struttede i de kaki
shorts. Jeg kendte hende fra Queen M, et gigantisk skib med helikopterplatform
og fire soldæk, der lå agterude som forskudte terrasser. Hun arbejdede som
stuepige og var en af dem, der altid kom rendende med en håndholdt støvsuger,
når man gik og arbejdede. Der var aldrig en plet, et fnug eller en mat overflade
på de skibe. Når vi pakkede sammen for at gå, var de der. De smilede som hele
Sverige, og alting lugtede af sprit.
Min kollega forsvandt i
spejlrummet. Bassen pumpede. Jeg fik en øl af den HIV-smittede. Han havde et
fastfrosset ansigt. Ikke som Lars henne på Amigo Bar, der altid smiler som en
dreng fra provinsen.
Jeg stod der med mine fødder. De
vippede. Jeg røg i lange hvæs. Der blev tæt omkring baren, og jeg listede mig
ned til drengene.
Et sted var en polestang på et
lille platau.
Til tider var det mænd smurt ind
i olie.
Andre gange veludrustede kvinder
med cowboyhat.
I en sofa sad en kvinde på over
hundrede kilo. Omkring hende vimsede skøgerne rundt. Hun sad med en drink og
tronede. Hendes ene hånd viftede håret væk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar