onsdag den 30. oktober 2013

Lort og lagkage

I går, da jeg gik afsted mod Frederiksberg Have, passerede jeg Lagkagehuset på hjørnet af Værnedamsvej, og på et bord ved vinduet skiftede en kvinde sit barn. Det er jo også passende at blande lort og lagkage - det er set før, men mit brød må alligevel godt undgå både babyble og indhold.

Den anden dag sad jeg og spiste en flæskestegssandwich på Dyrehaven, og et par unge kvinder valgte at skifte lortebleer lige overfor. Når jeg forsøgte at kigge på Lars, som jeg sad og spiste sammen med, fangede mit øje en rød røv med brungul splat i, og det var på alle måder ubehageligt, når man ser det i sammenhæng med den mad, jeg godt ville have lov til at indtage.

I dag ser jeg så store overskrifter om eventen Nordisk Råds Pris. Jeg tænker en ting: ligesom lort ikke gør min mad bedre, gør eventmageri og storskærme og hypede værter heller ikke kunsten bedre. Jeg tror det modsatte: event skaber en ny og ikke nødvendigvis særlig gavnlig forventning til kunst - med andre ord, skaber et krav om genkendelighed, om salgbarhed, om overflade, som jeg på alle måder afskyr.

Derfor tror jeg, vi skal til at hylde kunsten, den gode og nødvendige af slagsen, med nye priser på lang afstand af eventkultur og lortebleer.

Ps. junkierne har to gange i denne uge skidt enten på eller tæt ved vore port nede i gaden. Det er sgu avantgarde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar