En togtur

Man skulle nok have vært der, siger han. Så siger han det igen. Man sku nok ha værd dar.

Ing, sagde en anden mand. Det var i forgårs, andre siger ik eller ikke

Kvinden reder sig, hun trækker en rund børste gennem sit hår. Hun sagde, gør det noget og smilte, da hun førte sædet tilbage. I går i metroen, en russisk kvinde med en stor kuffert og helt bløde bryster, hun pressede sammen, fordi hun sad med telefonen klemt til øret. Da hun bemærkede, at jeg betragtede hende, smilte hun og lænede sig fremover. Jeg fik lyst til at sige tak. Kvinden med børsten er sortklædt, hun er den type man kalder sød. Russeren derimod, ville jeg kalde en perversion. Noget med hendes krop og alder.

Manden der siger, Man sku nok ha værd dar er overvægtig. Han har blå bankskjorte på og briller. Han er fleinskaldet og har en gylden vielsesring. Jeg tror han går til luder. Jeg tror, han har typiske perversiteter

En ældre dame tager sin telefon. Hun taler om taxa. Sønnen, et gæt, hun taler i telefon med hedder Lars. Hun bærer en mintgrøn jakke og på sædet ved siden af hende står en billig lædertaske med små forgyldte spænder

Manden der siger ing har skrevet tre bøger. Han sagde, at han savnede ”den store fortælling”, at det var netop sådan en bog han havde skrevet, eller to gange havde han skrevet en stor fortælling, men det har han ikke. Han afslørede i virkeligheden sin egen manglende bevidsthed. Det han har skrevet er en slags realistiske kammerspil med få personers afhængighed af hinanden. Jeg tænkte, da han sagde ing, at det gør man i et bestemt område af København. At han jo for helvede ikke er Tolstoj.

Nu rejser alle sig – vi er i Næstved. Manden der siger Man sku nok ha værd dar, har en dustcoat. Han har logo på skjorten

Kvinden der reder sig har bløde lår. Tiltrækkende lår

Nu sker der ingenting

Martin ringede

Toget kører

Kvinden læser et dameblad og jeg tænker på Tulip – må have set en reklame et sted, en lastbil der foer forbi, en pølsevogn

Mennesker har mange konflikter. De siger, vi må finde ud af det, eller de siger, vi må gå fra hinanden

Menneskers sexliv er altid interessant – jeg ved ikke hvorfor. Det er trods alt den samme fest hver gang, de samme serpentiner og den samme velkomstdrik

Trods alt

Sagde hun og gik

Sagde han, da hun gik, og han vidste at hun løj

Tænkte han

Og bevægede sig ud mod det sted, hvor den anden kvinde bor – russeren. Hun åbner kun iført trusser. De vælter en vase, inden han går

Han tænker over, hvordan han kan få kontakt til kvinden på sædet foran. Hvordan han kan forføre hende

Det ville være nemt, det er nemt, det sker helt af sig selv. Forførelsen er vel ikke en kunst, ligesom mad ikke er kunst men et håndværk, er forførelse måske også et håndværk, der kræver præcision, håndelag, materialebevidsthed, konsekvens og til tider et kompromis med tiden og det endelige resultat. Russeren var ikke et kompromis selvom hun ikke var smuk. Hun havde et klart begær. Måske efter en mand at knalde med, måske efter et statsborgeskab. Hvad ved jeg, og hvad kommer egentlig først? Akten eller årsagen til akten. Jeg mener, hvem knepper uden at ville opnå noget?

Nu rejser hun sig. Pakker sine ting sammen. Bag os en mand der siger: hva sir du? Må jeg lige ringe til dig om to minutter? Nu lægger han på. Hun har rødt hår. Smukt hår. Nyredt hår.