lørdag den 19. januar 2013

Mali #4 Kokain og flygtninge

Da jeg rejste gennem Mauretanien på vej mod Mali i 07-08, talte man om terrortruslen. Eller om Al Qaida Maghreb. Eller, man talte om det på en diffus måde. Der var en trussel, men hvem og hvordan og hvornår, kunne man ikke sige, placere eller forklare. Denne manglende forklaring er vel det, der grundlæggende gør sig gældende endnu.
   Man talte også om smuglerruterne mod nord. Hovedsageligt kokain, der i store kvantum bliver indskibet til Afrika, vist nok i Guinea-Bisau, hvor det siges at kokainkarteller fra Sydamerika har etableret sig meget stærkt.
   Så når man tager en streg et sted i Danmark, er man altså med til at forstærke den konflikt, der netop nu skaber en humanitær katastrofe i Mali, hvorfra flygtningestrømmen ind over grænsen til UNHCR´s og Læger Uden Grænsers lejre i Mauretanien er stigende.
   Det der sker og er sket, er at man fra den forrige borgerkrig i halvfemserne til nu, ikke er lykkedes med at stabilisere det nordlige Mali, også kaldet Azawad. Eller det kalder de grupperinger af Tuareger, der ønsker det frit. Se her for mere info: http://en.wikipedia.org/wiki/Azawad 
   Men en af årsagerne til, at det ikke er lykkedes at lave ordentlig infrastruktur, er disse smuglerruter. Eller, behovet for at fastholde regionen i en ustabil situation.
   Da man lavede fredsaftale under forrige opstand, var det sådan, at man tilkendegav det problematiske forhold, at de turaregsamfund, der hovedsageligt liver i det nordlige Mali, havde for lidt indflydelse på stat og magt. Derfor fik de sæde i samfundet på en anden måde, der kom krav til at de skulle indtage en procentdel af politi, forsvar, tillidserhverv m.m. Men noget tyder på, at en del af denne magtplatform er blevet udnyttet til ikke at foretage sig noget, til bevidst at fastholde regionen i armod, for dermed at kunne kontrollere strømmen af kokain m.m. gennem ørkenen. Man kunne også forestille sig, at man har haft et blik rettet mod denne mulige opstand, der siden er brudt ud. Problemet for de organisationer, der har kæmpet for et frit Azawad, er at de islamistiske grupperinger  har vist sig meget stærkere end troet, ikke mindst på grund af de styrker, der har fået kamptræning i Libyen.
   Det betyder at gruppen MNLA, der ikke er islamistisk, for længst er blevet overrendt af Shariahungrende islamister, hvilket igen betyder at alle unge mænd i det nordlige Mali, gennem det seneste år har stået overfor valget at flygte, at blive henrettet, eller at indgå i den islamistiske hær.
   Kvinder og børn er naturligvis blevet undertrykt og fordrevet.
   Derfor er der nu en alvorlig situation med flygtninge i regionen, som man kan læse mere om her: http://m.guardian.co.uk/world/2013/jan/18/mali-conflict-fears-humanitarian-crisis

Eller her:

http://www.unhcr.org/emergency/50597c616-50f954bbc.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar