Sidste blogindlæg på Blogspot - jeg flytter

Fra nu af kan bloggen læses på min hjemmeside: http://www.pederfrederik.dk

Finalist teater v´s dramatikerkonkurrence

Jeg er stolt og beæret og glæder mig til at se mit stykke Godt vi har Allan på scenen den 22. nov. Det er finale i Teater V´s dramatikerkonkurrence. Læs mere her: http://www.teater-v.dk/forestilling/dramatisk-finale-paa-teater-v/

Mit oprindelige essay, Trappe Tusind

Da der har hersket en del undren over, hvad jeg ville med mit essay om romanens muligheder i Information fra april, lægger jeg hermed det oprindelige op i erkendelse af, at jeg ikke har fået gjort det klart, hvorfor jeg har sagt og skrevet de ting jeg har. Jeg beklager uklarhederne. Måske gør det årsagerne, dilemmaerne og de konkrete mål mere klar for læseren. Måske ikke. Måske er det ikke noget man kan tale om. For mig er det en personlig overvejelse om en bevægelse ind i en anden og mere ukendt romanform, et forsøg og en fascination, der ligger til grund for de tanker, jeg gør mig i teksten. 
   Jeg henviser i øvrigt til, at der i temanummeret om Bolaño er andre overvejelser om forfatterskabet og om romanprosa, der sætter andre og ret store overvejelser i gang. Det vil sige, at den her tekst står i en eller anden form for relation til de andre essays. Jeg kan kun opfordre til, at man anskaffer sig nummeret i sin helhed. 
   

Bolaño, et utilpasset formbrød

Peder Frederik Jensen

I alting kræver jeg liv, mulighed for væren, og det er alt nok; så skal vi ikke begynde at spørge, om det er smukt, om det er grimt, følelsen af, at det, der skabes, har liv, står over begge disse spørgsmål og bør være det eneste kriterium i kunstspørgsmål. I øvrigt møder vi det sjældent, hos Shakespeare finder vi det, og i folkeviserne toner det os fuldkomment i møde, hos Goethe af og til. Alt andet kan man kaste i ilden. Folk kan jo ikke engang tegne et hundehus. Og så vil man skabe idealistiske skikkelser, men alt hvad jeg har set af den slags, er trædukker. Büchner Lenz

For nogle år siden skrev Jeppe Brixvold en opfordring på sin hedengangne, virussaborterede blog, at han savnede en ny roman eller en anden roman. Så vidt jeg husker, handlede det for Brixvold om at flytte fokus geografisk, nærmest at ændre prosaen eller måske snarere romanens rum ved at lade blikket vende udad, ved at placere sig et sted hvor tanken og skriften ikke reducerede af de indre danske farvande, af små diskussioner i velstillede miljøer, af den evigt truende svenskekyst eller den tilbagelænede, forkælelse over et nordsjællandsk tennisparti.

   Inden jeg kommer for godt i gang med agurkesandwich, te og postulater, må jeg indrømme, at det er mig, der lægger Brixvold, eller hans blogindlæg, ord i munden. Som jeg husker det, var kernen, at noget måtte ske. Det centrale var vel, at dansk romanprosa ikke rigtig sparkede røv, ikke rigtig flyttede sig. Jeg kan kun være enig, selvom der selvfølgelig er undtagelser, der er eksempler på bøger, der vil noget mere. Et eksempel er Brixvolds egen bog Forbrydelse og Fremgang, men jeg kunne også nævne Nielsens Den Store Satans Fald eller Peter Højrups Island, som romaner, der tager genren ved vingebenet og ryster sig selv og skriften fri.

   Måske er mange danske romanforfattere i for høj grad underlagt nogle dogmer, der stammer fra en kultur, der definerer en ”rigtig” skrift og en ”rigtig” fortælling om litteraturen. Selv tænker jeg, at der mangler en ydre ambition, en verdensvendthed, at romankunsten i stedet vender sig indad, og på mange måder er præget af et dogme om ”sætningen”, og måske af en problematisk opdeling mellem de ”fine” og de knap så ”fine”. Måske er der endda tale om snobberi, et snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af den række credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen?

   Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed. Det vil sige en skrift, der ikke rigtig kan nedlade sig til at forholde sig til verden, kun når den, som i de senere år, postulerer at være etisk men måske bare er individualistisk og egentlig afslører sig selv som privilegeret, ikke interesseret i den verden, der ligger udenfor fokus, som i dette tilfælde kunne være et københavnsk litteraturrum, der opfatter sig selv som verdens centrum. Måske overser man den væsentlige detalje, at det er et meget lille rum, et meget velstillet rum, og et meget uindtageligt rum fuld af sociale koder, der virker udgranskende og ekskluderende. Det står i grel modsætning til Roberto Bolaño, til den vildskab jeg vil påstå, han repræsenterer.

   Det er centralt, at Bolaño ikke er entydig. Han er hverken salonæstet eller klumpedumperealist. På en måde transcenderer og beriger han begge rum. Er det hele på en gang. Han var selv bevidst om denne splittelse og om vigtigheden af både at være verdensvendt og lærd på en gang, når han f.eks. siger et sted, at man, for at blive en god forfatter, skal vælge verden frem for biblioteket, hvor man tids nok kan ende, og i et senere interview gør det klart, at skulle han vælge mellem en interrailbillet til Vladivostock og sit bibliotek, vælger han biblioteket. Det er et godt eksempel på det dialektiske forhold, der gør ham så spændende. Der er en konstant diskussion af det ydre og det æstetiske, af fortællingen og detaljen, af det biografiske og det mytologiske.

   I hans store efterladte mesterværk 2666 skriver han i den del, der hedder Amalfitanos del om en ung digter: Han var ikke dårlig, hans eneste problem var at han skrev ligesom Digteren. De ting kan du ikke have været ude for, sagde jeg, du er alt for ung til at have lidt så meget. Han gjorde en bevægelse som for at sige at han var ligeglad med om jeg troede på ham eller ej. Det der betyder noget, er at det er godt skrevet, sagde han. Nej, sagde jeg, du ved godt at det ikke er det der betyder noget. Nej, nej og nej, sagde jeg, og han endte med at give mig ret. Han hed Jordi, og det kan være at han i dag underviser på universitetet eller skriver anmeldelser i La Vanguardia eller El Periódico.

   Det er simpelthen en grundlæggende diskussion mellem en ung romantiker og en ældre praktiserende, på samme måde som Bolaño selv sprang ud med den her verdensvendte og ret indholdstunge prosa, men med en grundlæggende erfaring fra poesien og avantgardens verden, der gør den så afsindig mangefacetteret og spændende.

   Som jeg forstå det, handler det om nødvendigheden af et verdensvendt og måske endda solidarisk liv. Det handler om at undgå, at litteraturen ender oppe i røven på sig selv, som Vonnegut vidst har sagt. Det er et udsagn, der klart står i modsætning til en mere lyrisk, subjektivt orienteret prosa, som ofte fortæller en temmelig banal og ret genkendelig historie om mennesket, både eksistentielt og konkret. Den leg kan på mange måder være sjov, ja fantastisk. Jeg tror meget på den som en del af en praksis, min egen for eksempel, en del af en modning og en litterær tilgang til litteraturen i modsætning til f.eks. mange journalisters opfattelse og tilgang til romankunsten. Jeg mener klart, at det er vigtigt på nogle tidspunkter at pege på det sproget og æstetikken kan i sig selv, men måske kan man sige: ikke kun, og måske kan man endda påstå, at der i dansk litteratur har været for meget, der er gået i den retning, frem for den retning Bolaño repræsenterer. Formbevidsthed skal vel ikke blive en mærkværdig endestation for velfærdens kunst? Der tager jeg Bolaño til indtægt for, at han som evigt vandrende og altid eksileret, ville føle sig fanget, hvis han skulle opholde sig i det rene rum som et formbrød i sin form, ude af stand til at hæve i andre retninger end opad. Heldigvis for Bolaño, blev han født ind i en spansktalende verden, der var stor nok til at rumme ham i stedet for at slå ham ihjel eller gøre ham vanvittig – noget jeg tror, et menneske med hans temperament og fyldige udadvendthed ville have risikeret i Danmark.

  

Da jeg blev spurgt, om jeg ville tale om Bolaño, tænkte jeg, at det ville jeg gerne, fordi oplægget var defineret som en slags nysgerrighed over, hvad forfatterne får ud af at læse ham. Jeg har tit tænkt over, at det var interessant, hvem der blev optaget af ham, og da jeg i sin tid var med til at lave et lille introducerende nummer af Magasinet Morgenrøde om Bolaño, bemærkede jeg, at mange fik travlt med at reducere bøgerne i stedet for åbent at tage forfatterskabet ind. Det var som om hans popularitet, omfanget af hans bøger, og den æstetiske strategi han benyttede sig af var problematisk og måtte udgranskes – helst via det fortærskede og postulerende udsagn om, at han ikke skrev godt, eller at der var noget galt med hans sætninger, at hans form var altmodisch. Men jeg bliver nødt til at spørge, om vi ikke bare er blevet for vant til at sige den slags? Er det ikke for nemt? Altså, er der ikke tale om en standardreaktion i et miljø, der måske sidder lidt fast i forhold til romankunsten? Hvis vi gerne vil have store, udfordrende og prøvende romaner, er vi også nødt til at acceptere, at de er beskidte, at de har kant, at de på mange måder kan siges at mislykkes, for ellers gentager vi bare det sikre. Det lærte jeg af receptionen af Bolaño, at det på en måde er maner, der ligger til grund for alle de mange udsagn om dårlige sætninger og lignende. Det er en tradition, der stammer fra en god blanding af alt for skolet universitetsattitude og lyrisk dogmatisme. Den store taber i det her land, er den seriøst udfordrende roman, ikke prosa i almindelighed, men romanen. Den nye, moderne, eksplosive og globaliserede roman, der er skrevet med bevidsthed og styrke fra det tyvende århundrede men som selvfølgelig ser anderledes ud. Den vej vil jeg påstå, Bolaño anlagde for os, sammen med David Forster Wallace måske, i slutningen af det forrige årtusinde.

   At vi først diskuterer det nu i Danmark, kan man kun undre sig over, men det er på sin plads at spørge: Hvad er det for et diktat, der udgransker de mere anarkistisk indstillede prosaforfattere og læsere? Jeg tror, vi er mange, der undrer os over, at receptionen og fortællingen om romaner i det her land nærmest aldrig ser ud over landets grænser. Det er især besynderligt, når man tænker på, hvor lille et sprogområde det danske er, og det var måske det Jeppe Brixvold hentydede til, da han i sin tid opfordrede til en ny retning, et nyt mod. Jeg kan så tilføje, at jeg med Bolaño som mentor, ønsker mig en mindre snobbet romankunst, ikke en dårlige, ikke en, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og mere end at være bevidst om sig selv.

   Bolaño har lært mig at tilføje i stedet for at fjerne. Det er i den grad et dansk prosadogme at reducere og spørge ind til sætningen.

    Jeg ønsker i stigende grad at åbne mine øjne, når jeg skriver, at se op og ud. Væk fra den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede subjekter, der strejfer hinanden i en uendelighed. Jeg læser Bolaño, fordi hans bøger handler om hvordan verdner, mennesker, fænomener, sprog og situationer konstant støder sammen og trænger ind i hinanden, men også fordi han skriver bedre end de fleste. Hans skrift er ikke gammeldags, ikke klodset, ikke ubevidst om sig selv. Den er det modsatte. Den er fængende og præcis, og der  er så mange niveauer at man igen og igen kan læse sine yndlingspassager, der vil blive ved med at åbne sig. Der er en del leg og masser af formeksperiment, men det er netop eksperiment, det er ikke defineret på forhånd, det skrives frem, og det er knyttet til en ydre verden, større end forfatteren, større end bogen.

   Vi lever (som alle til hver en tid) i en ny tid med nye dilemmaer, med en meget større viden om det vi holder udenfor overfor et historisk frisættelsesprojekt. Det skaber en ny etisk problemstilling, som litteraturen og kunsten vel må tage stilling til og ikke bare efterlade til journalisterne, dokumentaristerne og filmfolket?

  

Et tema hos Bolano, jeg mener er uomgængeligt, er vold. Hvorfor så optaget af volden?

    Han fortæller om de kvinder, der bliver myrdet i det nordlige Mexico, ikke for sin egen skyld, men for deres og i øvrigt på vegne af det evige offer, den undertrykte, den udsatte, den myrdede og den voldtagne, derfor flytter hans fokus rundt i 2666 til den vestlige verdens største skuepladser i moderne tid, skuepladser for det brutale i mennesket. Hans solidaritet er af en anden kaliber end den lidt salonfrelste og idealistiske udgave, der præger skandinavisk litteratur i disse år, hvor det synes at være sådan, at man lige skal sætte tjeckmarks ved nogle teoretiske, humanistiske problemstillinger, inden man forsætter sit succesfulde liv på toppen af verden, men det har ingen ydre konsekvens, det bliver fastfrosset på sin vis som attitude, som en solidaritet, der hele tiden vender indad mod ens køn, ens seksualitet, ens position, ikke udad mod de reelle ofre i denne verden, mod det menneske, der bor på lodsepladser, der æder skrald, mod det menneske, der drukner i Middelhavet, mod det menneske, her i Danmark, der falder ned gennem velfærden og forsvinder i ny tids fattigdom. Den velfærdssponsorerede litteratur har ikke rigtig plads til den form for bevidsthed.

Bolaño er en frisætter, en pirat i litteraturens velfriserede verden, noget totalt andet simpelthen, og det har derfor været nervepirrende og svært at finde frem til den her fortælling om mit forhold til forfatteren. Hvorfor er der så mange forfattere, der læser og inspireres af Bolaño? Fordi han er uomgængelig og god? Ja, men mere end det. Fordi han skriver med stor litterær bevidsthed, fordi han skriver sjovt og mytologisk om digterens særlige status i samfundet? Ja, men også fordi han skriver om digteren, og måske derfor om  mennesket, som udgransket. Han skriver om det udsatte og om at være offer. Han skriver om sig selv, fordi han helt grundlæggende var eksilereret og ikke hørte til i andet end litteraturen og sin anarkistiske modvilje mod det pæne, det rigtige og korrekte. Et sted siger han symptomatisk, at nu ældre han bliver, og nu mere han læser Philip K. Dick, nu mere ser han science-fictionforfatterens bøger, som de mest realistiske, han har læst.

På røven i Nakskov. Et svar på kritiken

Vestlolland er et dejligt sted. Jeg ved det. Jeg er kommet der hele mit liv. Sidst jeg tog turen, kørte jeg i en lejet firehjulstrækker, der føltes forkert at lade sig tranportere i, forbi jeg var taget dertil for at lære de medvirkende i dokumentarudsendelse På røven i Nakskov at kende. Jeg har været med til at skrive speaks og intro til den stærkt vellykkede serie, der sagligt følger en række familier fra den hårde ende af samfundet. De mennesker, jeg lærte at kende, holdt hovedet oppe gennem svære tider. De var faldet igennem systemet af forskellige grunde og befinder sig i den nye underklasse, der faktuelt vokser, mens overklassen gør det samme. Nogen vil mene, det er folks egen skyld, andre at man ender på bunden af ydre og strukturelle årsager. Måden man rejser sig, hvis man kan, defineres også forskelligt. Tilbage står, om man skal beskæftige sig med dem eller ej? Skal vi ignorere fattigdommen? Undlade at beskrive den egn i Danmark, der er hårdest ramt? Det mener jeg ikke. Jeg mener, ærlighed er afgørende for, at mennesker kan rykke sig. For nogen er det vigtigere at fortrænge og erstatte den sociale fortælling med en om is-huset. En gruppe mennesker reagerede, altså uden at have set det første afsnit, på programmets titel: På røven i Nakskov. Dette, mener man, er stigmatiserende og med til at fastholde en negativ fortælling om Vestlolland. Som udgangspunkt synes jeg argumentet, og de følelser det vækker, er forståelige. Jeg kunne være på linje med #lollandfalsterlovestorms grundudsagn. Jeg er enig i at konstant negativ omtale af  landsdele, byer eller grupper i samfundet kan blive selvopfyldende profetier. Jeg vil have positiv lokaludvikling på Sydhavsøerne, og i resten af det Danmark man på afstand kalder udkant. Jeg anerkender behovet for at sige fra og for at påpege, at der er vigtigere ting på en egn end den sociale armod. Men så kommer dilemmaet. I dette tilfælde kan man ikke løbe fra, at et uhyggeligt højt antal borgere, i Nakskov og omegn, står uden for arbejdsmarkedet. Det er det hårdest ramte sted i Danmark. Det hjælper ikke at påpege, at der bliver produceret kirsebærvin og økologiske fødevarer i nærområdet, den lokale fortælling må vige for den større, nemlig at samfundet er ved at gå over i to. Det ser, og oplever, man, når man bor eller jævnligt kommer på Lolland. Vi kender historien, men jeg synes På røven i Nakskov er en reel mulighed for at adressere problemstillingerne, frem for, som gruppen, at bruge skytset på at kritisere TV2 ud fra en forudindtaget ide om kanalens intention.

   Tv-stationen bliver tillagt en overdreven, negativ ambition. Man taler om, at medierne vil underbygge en udkantsmyte og reproducere en forestilling om Udkantsdanmark for egen vindings skyld. Det kan jeg afkræfte. Jeg ved, at kanalen og produktionsselskabet Koncern, der står bag udsendelsen, reelt ønsker at sætte disse problemstillinger på landkortet. Nu spilder vi tiden på diskussioner, der reelt burde tages med et andet udgangspunkt end dette, hvor man, usagligt, træder på en række modige menneskers fortælling om deres situation. Det gør man for, virkningsfuldt, at fremme sin egen dagsorden.

   Når man har været med til at lave programmerne, virker det bare kynisk. Især hvis man, som debattøren Kaare Dybvad, stiller op til folketinget og hov, i øvrigt har en bog på gaden. Han har kun hånlige ord til overs for På røven i Nakskov, men det lugter af stemmefiskeri og selvpromovering. Så kan man spørge sig selv, hvordan det at træde på de nederste hænger sammen med at være socialdemokrat?

   Det handler om at turde se problemerne i rette lys. Turde acceptere den underklasse. Om man så bruger termer som DR´s Blokken på bistand, eller TV2´s På røven i Nakskov, er et fedt. Om det er byen Nakskov, der nævnes eller boligblokken er det, i begge tilfælde, steder vi associerer med fattigdom. Billedet er ikke fyldestgørende, og igen kan jeg godt forstå vreden over gentagelsen af den historie, men blokken er ofte den type boligområde, hvor socialt udsatte bor, og i Nakskov er der mange, der er alvorligt på røven. Det er i øvrigt ingrediensen i fortælling, at man bruger virkemidler. Det burde man kunne gennemskue som moderne medieforbruger. Disse skal afstemmes med virkeligheden. Især når vi taler om dokumentar. I blokken på bistand undlader man at sætte en geografisk destination i programmets titel. I På røven i Nakskov placerer man fattigdommen, der hvor den er mest tydelig. Det er ikke stigmatiserende. Det er en realitet. I begge tilfælde vil der være mennesker, der kan føle sig støt på manchetterne fordi deres subjektive fortælling om verden føles vigtigere end den store, afgørende virkelighed. Jeg synes bare, at man bør løfte sit blik og se tingene i et større perspektiv end sit eget. Vi lever i en kompleks virkelighed, også når vi mindst ønsker det. Danmark slutter ikke ved grænsen, og det er umuligt at smile sig ud af kriserne. 

   Selvom jeg forstår modbevægelserne på Lolland, på Ærø og andre steder i landet, forstår jeg altså ikke ignorancen. Jeg nægter at ignorere de mennesker, der repræsenterer et Underdanmark i vækst. Ud over at jeg har mødt de medvirkende, har jeg fulgt deres liv gennem mange timer ved min computer, når jeg har arbejdet med den udfordrende opgave at repræsentere dem og give konflikterne stemme. Det har været svært fra begyndelsen, fordi man definerer, når man fortæller, man skaber en konstruktion. Det efterlader en med et stort ansvar. Det tager jeg på mig, ligesom jeg tager det på mig, at folk er sure over speaken, men at skamme mig, som en fyr på twetter bad mig om, gør jeg ikke. I min verden kommer hensynet til programmets medvirkende før de velstillede masser.

   Der er en tendens til, at mennesker ved det hele på den halve tid. Det kan stå i vejen for ens oplevelse, for de subtile og svære niveauer i disse dokumentarudsendelser. Jeg kunne godt ønske mig at det store flertal af seere, der finder på at se det næste program, vil åbne deres sind og sanser i retning af de medvirkende, der viser stort mod ved at deltage, der eksponerer deres liv og deres nedtur. Der er ærværdigt. Det er større end at gemme sig bag pseudoargumenter om, at den positive fortælling er vigtigere end den realistiske, den ærlige, den hvor tilværelsen desværre ikke er så simpel som Bjarne Corydon og resten af det blå Danmarks regneark. Det er den verden, hvor afrikanerne i Middelhavet og Nordafrika ikke forsvinder, fordi vi slukker for fjernsynet. Det er den verden, hvor narkomanerne nede i min gade, her på den centrale Vesterbro i København, ikke synker i jorden, fordi andelshaverne omkring mig godt gad det, godt gad at de prostituerede og resten af det sociale ros bare tog deres stjålne cykler og forsvandt ud til Sydhavnen eller endnu bedre, ned til Lolland hvor solen skinner så meget, at de fattige bliver lækkert solbrune, mens de lader sig tugte af middelklassens fortælling om indkøbsmuligheder og iværksætterinitiativ i en lækker alliance mellem misforstået mindfullness og Liberal Alliance.  

   Der er en rimelig chance for, at opmærksomhed nytter, når den tager en kvalificeret form, som denne dokumentar hvor et tv-hold har fulgt de her mennesker gennem et år, efterfulgt af lange diskussioner om repræsentation, klippestrategi, tone, vinkling, speak, der til sammen har affødt et værdigt portræt, af det Danmark vi alle sammen lever i. Det Danmark vi ser fra toget, når vi kører forbi, og på et sekund registrerer og glemmer de opklodsede biler og de smadrede ruder, for ikke at tale om de mennesker, der lever deres liv under radaren. 

   Rent sprogligt er der i øvrigt ikke noget at komme efter. Titlen på programmet siger ikke, at hele byen Nakskov er på røven. Intet i programmet påstår det. Tværtimod. Titlen peger på, at de mennesker, der medvirker, er på røven, og ja, de bor i Nakskov og omegn, fordi tallene taler deres tydelige sprog. Det er på Sydhavsøerne, at flest har det værst, når det gælder basseører og materiel overlevelse. Det er ærlig snak. Kort og godt.

   Uærligt er det derimod, at påstå at TV2 skulle have onde hensigter. De har satset på de her programmer for at være med til skabe et rum og en fortælling om den udvikling, der er i samfundet. Hatten af for det. Uærligt, eller måske snarere hyklerisk, er forudindtagetheden hos programmets modstandere. Ærgerligt med den mængde energi, der tabes på at kritisere en enkeltstående, mislæst sætning. Tænk sig om de 22.000+ følgere af #lollandfalsterlovestorm rent faktisk rejste sig og gjorde noget selv. Tænk hvis de rent faktisk havde gjort det i alle de år, vi har talt om dette. Jeg kender godt de positive tiltag som Lollands ambassade, men det er enkelte ildsjæles arbejde, så nu hvor masserne har rejst sig, og det åbenbart er odiøst i sig selv, må vi se, hvad resultatet bliver. Tænk hvis den almindelige borger på Lolland siger: nu er det nok og gør noget aktivt ved den sociale situation deres egn er udfordret af. Det er jo ikke nyt. Jeg kan huske det helt tilbage fra min barndom i Maribo, hvordan man snakkede om butiksdød og lukninger. Det kunne være så smukt, hvis disse mennesker havde sagt: vi anderkender de sociale problemstillinger. Vi mener, det er relevant at tale om faldet gennem samfundet, om de mennesker, der går fra et almindeligt liv i den lavere middelklasse til at være på forsørgelse, hvor de risikerer at strande i lige dele offerposition og stigmatisering. Vi ved, at mange af disse mennesker er vores naboer. Nu vil vi adressere en magtkritik i retning af dem, der politisk og kulturelt er medvirkende til disse forandringer. I stedet vælger man den lune udgave i sofaen, hvor et tryk på en knap, en uovervejet og følelsesstyret deltagelse i en gruppe på Facebook bliver substansen i ens politiske arbejde, og protesten retter man, useriøst, mod medierne, fordi det er så nemt. Man kan altid kritisere dem inde i fjernsynet og kyle en sko efter kukkassen henne fra hjørnesofaen, mens man lader andre gøre det hårde arbejde.

   Jeg håber, I ser programmerne i stedet og rejser jer!

Stråmænd, navneleg og muddergrøft

Da jeg skrev det her indlæg: http://www.information.dk/531200 til Trappe tusind og siden til Information, havde jeg ikke nogen forfattere eller navne i tankerne. Jeg forsøger at formulere en strukturkritik, der ikke udelukker nogen eller noget. Jeg har ikke en særlig dagsorden mod bestemte forfattere. Jeg har et ønske om at indgå i en samtale og en diskussion af nogle forskellige forhold, jeg ser som strukturelle, som vane, som noget defineret, som en magt, også den helt nye, der stadig er ved at fæstne sig. Når man gør det, vil nogen føle sig ramt, på samme måde, som jeg selv føler mig ramt, når der rettes kritik af kønsopfattelser og stereotype positioner i forhold til det maskuline. Jeg har et røvhul og er derfor ikke en engel. Men jeg forsøger med glæde at forstå, hvad det er, der diskuteres, og hvorfor kritikken kan være berettiget, selvom den gør nas.

Nogen mener, jeg burde have skrevet en akademisk afhandling. Det har jeg valgt ikke at gøre. Ikke mindst fordi jeg ikke er akademiker. Jeg har skrevet et polemisk essay. Det er der tradition for, og jeg kan ikke forstå, hvorfor det er problematisk?

Jeg skrev det, fordi jeg overvejede, hvordan det kunne være, at et bestemt, internationalt forfatterskab kunne virke så befriende. Det har jeg forsøgt at diskutere i mit essay, og jeg synes, det kunne være fedt, hvis der var nogen, der gad diskutere det med mig i stedet for at insinuere, at jeg har en hel række negative hensigter. At jeg er ude efter nogle bestemte mennesker. Hvis jeg er ude efter nogen, er det mest af alt mig selv og mine egne bøger, eller lad mig sige det på en anden måde, oplevelsen af de bøger man skrivers liv og efterliv. Det her essay er en del af en frigørelse, og i den forbindelse må man starte med at se på sine egen vaner, sine egne negative bindinger og forestillinger om verden. Ikke mindst ens egen selvoptagethed. I det her tilfælde min selvoptagethed.

Helt konkret kunne jeg godt forestille mig tiltag både konkrete og mentale, der kunne være spændende for litteraturen. Det er en positiv bevægelse. Et ønske om at der kunne være plads til noget mere. Jeg ser ikke noget behov for, at noget skal forsvinde, men måske et behov for at se på måden vi hylder og ophøjer bestemte forestillinger på bekostning af andre.

Jeg kan ikke se, det er odiøst at opfordre til at løfte blikket? Jeg ved godt, at det er tabu i en bestemt kultur-og litteraturopfattelse, men jeg kan ikke se, hvorfor netop litteraturen skal være så domineret af haram og halal. Det er en underlig moralistisk indstilling til det æstetiske, som jeg synes er udtømt og kedelig. Det er fint og godt for mange andre, og det har masser af plads, anderkendelse, priser, magt og penge, så jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke kan være mental plads til en tilføjelse? En udvidelse?

Dette litterære haram er stigmatiserende og efter min mening giver det en begrænsning i litteraturen, jeg ikke synes er hensigtsmæssig. Det vil jeg gerne tale videre om, og defor beskriver jeg det i mit essay.

Konkret kunne jeg forestille mig en hel række ting i forhold til institutioner, skoling og så videre. Dem kan vi diskutere, hvis der er nogen der gider. Jeg vil gerne op på landevejen i stedet for at ligge nede i muddergrøften og råbe røv!

On the postcolony, Achille Mbembe

Netop gået i gang med at læse Achille mBembes bog On the postcolony. Meget spændt. Meget ivrig for at læse. Det gav lidt noter til manuskriptet:

Kan man overhovedet forstå Europa uden at forstå Afrika? Er vi ikke kulturelt/historicistisk så indlejret, sammenflettet, indfarvet og afhængige af hinanden, som forklaringsmodel, som ophav, som modstand, tilknytning, frastødning, så det spørgsmål bliver relevant? Kan vi overhovedet fortælle om Europa uden først at fortælle om antikken og før det om de ældste samfund, og efterfølgende om konsekvensen af antikkens kolonialisering af verdens tankegods. Ville der være et moderne Kina uden Aristoteles og Platon? Ville der være et moderne Afrika, et døende Europa, et flagellerende Norden, uden den tænkning, den sammenhæng, logik og æstetiske fornemmelse, grækerne indtraskede i verden med deres evighedssandaler?

Niezsches skøre menneske

“Det skøre menneske. – Har I ikke hørt om det skøre menneske, der ved højlys dag tændte en lygte, løb hen på torvet og uophørligt skreg: ”Jeg søger Gud! Jeg søger Gud!” – Da der just stod mange af dem samlet, der ikke troede på Gud, vakte han stor latter. Er han da blevet væk? Spurgte den ene. Er han faret vil som et barn? Spurgte den anden. Eller holder han sig skjult? Er han bange for os? Er han stået til søs? Udvandret? – således skreg de op og lo sammen. Det skøre menneske sprang ind mellem dem og gennemborede dem med sit blik. ”Hvor er Gud henne?” råbte han.” Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi gjort det? Hvordan var vi i stand til at drikke havet op? Hvem gav os svampen til at viske hele horisonten væk? Hvad var det, vi gjorde, da vi løste denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig nu hen? Hvor bevæger vi os hen? Væk fra alle sole? Falder vi ikke ustandselig? Bagover, til siden, forover, til alle sider? Er der stadig et oppe og et nede? Strejfer vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet? Ånder det tomme rum ikke på os? […] Også guder går i forrådnelse! Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel! Hvordan trøster vi os, vi mordere over alle mordere? […]” Her tav det skøre menneske og så igen på sine tilhørere: også de tav og så forundret på ham. Til sidst kastede han sin lygte på jorden, så den gik itu og slukkedes. ”Jeg kommer for tidligt”, sagde han så, ”det er endnu ikke tid for mig. Denne vældige begivenhed er stadig undervejs og vandrer – den er endnu ikke kommet menneskene for øre. Lyn og torden behøver tid, stjernernes lys behøver tid, gerninger behøver tid, også efter at de er gjort, til at blive set og hørt.” […]”

(Den muntre videnskab, §125)